Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Kom du bare Nolde op på væggen igen, Merkel

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Op med Nolde igen, Merkel

Peter Nedergaard

Angela Merkel har taget malerierne af Emil Nolde ned fra væggene i sit Kanzlerkontor. Det er ellers hendes yndlingsmaler. Årsagen er, at Emil Nolde var pro-nazistisk i perioder. Det har ellers været almen viden i lang tid på linje med, at hans malerier blev fordømt af det nationalsocialistiske regime for deres ikke-nazistiske æstetik. Men Nolde afsvor nazismen efter 1945.

Merkel var selv en aktiv sekretær i det semi-kommunistiske Frei Deutsche Jugend i Østtyskland. Det tilgiver Groft sagt hende for. Vi bedømmer hende i hovedsagen på hendes værk som kansler. Nolde bør også i hovedsagen bedømmes på sit maleriske værk. »Man skal behandle andre, som man vil, at de skal behandle én selv.« Det må en præstedatter da kunne forstå.

Enhedslisten er et farligt parti

Bent Blüdnikow

Hvis man kigger tilbage på valget, slår det denne Groft sagt-skribent,  hvor skånsomt pressen behandlede Enhedslisten. Mens det med god ret blev gjort problematisk, at Rasmus Paludan har en dunkel fortid og nutid, var der påfaldende tavshed om Enhedslisten.

Det var Enhedslistens daværende folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, der lukkede aktivister ind i Folketinget, som hældte maling ud over statsminister Anders Fogh Rasmussen. Hun sagde bagefter: »Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel.«

Dengang roste det nuværende folketingsmedlem Pelle Dragsted (EL) hende: »Kære Pernille! Hvor var din reaktion på malingaktionen dog befriende. Du sagde, at du forstod aktionen. Det gør vi selvfølgelig også.«

Der var der ikke et ord i medierne om artiets voldsfascination under valget.

Venstrefløjen bliver behandlet ekstremt mildt af medierne. Også i den borgerlige presse.

Siloer

Lars Møller

Med en ny regering er der håb for fremtiden. Hvis dette optimistiske budskab skal virke, bør man se på opbygningen. Samfundet er bygget op efter siloprincippet. Øverst sidder en minister på en række bureaukratiske organisationer, der hviler på borgeren, som står på jorden. Ministeren øver sin indflydelse på borgeren i sin silo og sørger for, at ingen nabosiloer blander sig.

Borgeren på jorden oplever underlige ting. Hvis man vil undgå madspild og forærer maden til andre, kommer skattesiloen og forlanger moms. Hvis man vil forære sin overskudsvarme til værdigt trængende, er den der igen, og vil man anvende grønt brændstof til gavn for miljøet, dukker den op igen.

Groft sagt skal hermed foreslå, at siloerne kommunikerer sideværts inden indholdet rammer borgeren på jorden.