Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Lad nu bornholmerne komme af med deres trolde-frisurer

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fra en forhenværende klippeø

Peter Nedergaard

Bornholm har i den seneste uge haft – siger og skriver – ét smittefælde med covid-19. Alligevel skal øen være lige så lukket ned som resten af landet. Der må endelig ikke være nogen, som har det bedre end andre.

Det syn tager muligvis udgangspunkt i »fuldstændig epidemikontrol«-tankegangen om, at der nærmest ingen smittetilfælde må være, før det danske samfund normaliseres, selvom alle saglige hensyn tilsiger, at det sagtens kunne ske. F.eks. kunne man begynde med at tillade frisører, at de tog kunder ind. Efter sigende går bornholmerne lige nu rundt med frisurer, som mere og mere ligner den, som man finder hos øens underjordiske trolde. Lidt klippeø burde man da have lov til at være.

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Anstandsdame for forsvarschef

Jarl Cordua

Forsvarsminister Trine Bramsen har mange gøremål. For tiden giver hun den som anstandsdame for forsvarschefen – eller »styrelseschefen« – generalløjtnant Flemming Lentfer. Under hans tiltrædelsesinterview ville hun bryde ind, hvis der blev stillet upassende spørgsmål til forsvarschefen, som Bramsen hellere selv vil svare på. Det er muligt, at Lentfer har ansvaret for kanoner, krudt og kugler, men det betyder ikke, at man kan overlade en så alvorlig opgave som et interview til ham.

Der udspillede sig således et intermezzo, da en »uvorn« journalist nægtede at deltage i Bramsens selviscenesatte juleleg på ministerkontoret og kom for at skade at ignorere Bramsen i en grad, så hendes ego kom i klemme. Ulykkeligvis førte det til, at ministeren forlod sit eget kontor i vrede. Uha!

Siden forsøgte den forurettede minister at opdigte citater fra journalisten, der dog ikke kunne verificeres af hans arbejdsplads. Selv efter gennemlytning af et bånd med interviewet.
Groft sagt føler med Bramsen.