Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Hvad har koraninspireret halshugning med islam at gøre?

tof jeve Eva Agnete Selsing
Foto: Claus Bigum

Alt andet end islam

Eva Selsing

Islamisk terror handler ikke om islam. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men ved det, det gør en dansk skuespiller ved navn Ali Sivandi, som selv er muslim. I et interview i Ekstra Bladet afslører han, at den islamiske terrorisme - senest eksemplificeret ved dobbeltdrabet i Marokko, som altså inkluderede koraninspireret halshugning - ikke har noget med islam at gøre. »Det er bare nogle radikaliserede, hjernevaskede typer.« Jæsjæs. Men altså, radikaliseret hvorhen, hjernevasket af hvad?

Uanset hvad er det dog gode nyheder, for det betyder, at Ali, eller en anden med indsigt i sagen, kan tage ned til Islamisk Stat og sige til dem, at de ikke har noget med islam at gøre. Avforden.

Kønsneutralt EU-sprog

Hans Hauge

Foto: Claus Bigum.

Der sker mange vigtige ting i Europa-Parlamentet. Det har besluttet at bruge et inklusivt sprog. Dette sprog skal være kønsneutralt. Hvorfor? Jo, så undgår man at skabe kønsstereotyper, så fremmes social forandring, og det bidrager til at opnå lighed mellem kønnene. Vel gør det da ej. Finsk, ungarsk og estisk er kønsneutrale sprog. Det vil sige, at EU vil have alle sprog til at ligne dem.

Eftersom disse sprog lever op til EUs sprogplaner, skulle man jo tro, at kvinderne havde det meget bedre i de tre lande? Har de det? Nej. Det er ren symbolpolitik uden virkning. Det er beskæftigelsesterapi for Dimitrios Papadimoulis: Vice-President Chair of the High-Level Group on Gender Equality and Diversity. (chair kommer fra cathedra, femininum).

Uden politi

Peter Nedergaard

Foto: Claus Bigum Claus Bigum.

Det, som karakteriserer en stat, er f.eks., at den har et voldsmonopol. Det betyder bl.a., at kun politiet skal efterforske forbrydelser og fange de skyldige. Problemet er blot, at det i stadigt mindre udstrækning sker. Retsordenen smuldrer. Det gælder ikke mindst under den nuværende regering, som ellers formelt på papiret er en lov-og-orden-regering.

En fortvivlet butikschef har derfor måttet ty til at lægge billeder af tyve op på Facebook, som kom og tømte butikkerne. Hvad skal de gøre, når politiet ikke gider tage sig af sagerne? »Gang på gang anmelder vi det, men vi ser aldrig, at det fører til nogen anholdelser eller domme,« siger chefen for Apple-butikkerne efter massetyverier i tilsyneladende politiløse byer som Vejle, Kolding, Herning og Esbjerg.