Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Lykketoft og de dumme svin

Foto: Claus Bigum

Socialdemokratiets optur

Bent Blüdnikow

Den tidligere leder af Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, bliver i Information spurgt, hvorfor de europæiske socialdemokratier er i krise. Hans svar er: »Hvis jeg vidste det, havde jeg prøvet at løse
det.« Han peger dog på udlændingedebatten som årsag til socialdemokratiernes krise og bringer denne sene eftertanke på bane: »Man godt kan føre en stram udlændingepolitik uden at være et dumt svin.«

Men sagen er jo, at Socialdemokratiet i Danmark klarer sig udmærket, efter at Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen kørte Lykketoft og hans venstreorienterede frelste bande ud på sidelinjen, efter at Lykketoft og venner i årevis havde stemplet alle, der mente noget andet end de om udlændingepolitikken, som dumme svin.

Generationsskifte

Peter Nedergaard

Foto: Claus Bigum Claus Bigum.

Til februar tiltræder Pernille Blach Hansen stillingen som direktør for Region Midtjylland. Hun er datter af socialdemokraten Bent Hansen, som var mangeårig formand for netop Region Midtjylland frem til 1. januar 2018. Hansen juniors karriere er ellers gået via job som socialdemokratisk MF’er lige efter cand.scient.pol.-eksamen til direktørjob i Randers Kommune og i forskellige firmaer inden for miljø og bæredygtighed.

Groft sagt finder det ganske naturligt, at Hansen junior arver Region Midtjylland. Hun kender jo regionsmelodunten så ganske udmærket fra senior. Blot finder vi det yderst diskriminerende, at man ikke i den slags generationsskifter i det offentlige skal betale arveafgift, når det er lovpligtigt i det private.

Fortidsforherligere

Niels Jespersen

Foto: Claus Bigum.

»Er der slet ingen øvre grænse for, hvor meget vores hovedstad skal blive ved at bygge,« spørger Peter Olesen, forfatter, journalist og tidligere TV-studievært, i Politiken. Han frygter en fremtid »med alle de mange fremmede.«

Groft Sagt noterer sig, at der ikke findes en mere ærkekonservativ bande fortidsforherligere end Københavns kreative klasse. Her er det aldeles legitimt at være indvandrerfjendsk, så længe indvandrerne er hvide og man selv er en af de privilegerede bedsteborgere i huslejeregulerede palæer og friværdi-siloer.