Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Ensomme Groft sagt

Peter Nedergaard

Tilsyneladende viser rapporten fra Robert Mueller, at der INTET samarbejde var mellem Trump-kampagnen og Rusland i 2016. Det har ellers været nærmest præmissen for de fleste mediers behandling af sagen hidtil i Danmark og såmænd også de fleste steder i udlandet.

Det, man diskuterede i den forbindelse, var, hvad konsekvensen ville være, NÅR forbindelsen blev afdækket. Ville man rejse rigsretssag mod Trump – eller ville man fra Demokraternes side vente for at undgå et martyrium? Nu viser disse overvejelser sig at være omsonst. Der var ikke noget at komme efter. Hvis de forudindtagede medier havde anstændighed, ville de skamme sig. Men har de det? Eller kaster man sig nu over Mueller, fordi han måtte lade Trump gå?

Groft sagt er hverken pro- eller anti-Trump. Vi er kun pro-sandheden før, under og efter. Hvorfor skal vi føle os så ensomme?

Hvide mænd og muslimer

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum

»Muslimer er grusomme. De er lige så dårlige elskere, som de er verdensledere, magtliderlige og besidderiske. De er voldelige krigsforbrydere og slagsbrødre, der kaster med vandpiper og granater for et godt ord. Muslimer lugter dehydreret ud af munden og står med fødderne på verdens strube

For groft? Ordene stammer fra Politikens brevkasse og handler selvfølgelig ikke om muslimer, men om hvide mænd. Dem må man nemlig sige hvad som helst om. Groft Sagt har blot byttet lidt om på ordene. Svaret faldt til »en heteroseksuel kvinde, der gerne vil have en kæreste, men...hader mænd«.

Det problem kan Groft Sagt snildt løse. Kære Ungmø: Hold op med at læse Politiken. På kort tid vil De opnå et lysere og mere harmonisk sind og derfra får De ingen problemer med at lande Dem et mandfolk!

Ytringsfrihed med forbehold

Anne Kirstine Cramon

Anne Kirstine Cramon. Tegning: Claus Bigum
Anne Kirstine Cramon. Tegning: Claus Bigum

Amnesty International er gået ind i sagen om Amalie Have, der føler sig chikaneret af Radio24syvs »Den Korte Radioavis«. Sagen, der handler om, at Amalie Have har opført sig som en helligfrans, bunder i, at Den Korte Radioavis angiveligt har ringet og chikaneret Have.

At Amnesty går ind i denne sag, svarer til at Nye Borgerlige begyndte at holde lektiecafé for indvandrere. Hvis det at blive kontaktet af et radioprogram er at blive hetzet, forudser Groft Sagt, at Amnesty fremover vil blive kontaktet af en del af den danske politikerstand, der hver eneste dag må finde sig i at blive ringet op af Radio24syv for at svare på kritiske spørgsmål om deres ytringer i offentligheden. Men nuvel. Det er rart at vide, at Amnesty går ind for ytringsfrihed - i hvert fald så længe ytringerne passer ind i Amnestys verdensbillede.