Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Farvel til Blixt - goddag til bedre folkesundhed

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Verden går fremad

Peter Nedergaard

Godt nok blev Liselotte Blixt genvalgt til Folketinget, men med det nye folketings sammensætning kan vi vinke farvel til en formand for Sundhedsudvalget, hvis indsats for folkesundheden i bedste fald er tvivlsom. Blixt har i årevis betvivlet HPV-vaccinens sikkerhed på trods af, at der er videnskabelig evidens for, at den redder liv.

Groft sagt er glad på lægernes og de unge danske kvinders vegne. Nu bliver Folketingets sundhedspolitik forhåbentlig ikke tilrettelagt efter, hvad den »kloge« mand i landsbyen mener, men hvad der er fagligt belæg for.

Groft sagt konstaterer, at verden går fremad. Trods alt.

Pape og Helmuth

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Groft Sagt overhørte den konservative formand Søren Papes tale på årets Folkemøde. Papes budskab til Venstre var, at man dropper SV og vender hjem til blå blok. Han slog i sin tale pointen fast ved at citere de sidste linjer fra Osvald Helmuths gamle revyvise fra 1949: Kom hjem, kom hjem, oh, kom dog hjem.

Groft Sagt træder dog gerne til med en fuld tekst: På det sidste folkemød', klaged' Pape al sin nød, at det borgerlig’ projekt, havde mistet al respekt. Vælgerne gav Tulle klø, LA var tæt på at dø, de indvalgte Vermunds trop, liste C blev doblet op. Inden grundlovsdag oprandt, ak, så var Lars Løkke rendt, og til Mette sig falbød, skamløst uden at være rød, for da du drog af sted, tog du hver V-stemme med. Kom hjem, kom hjem. Oh, kom dog hjem!

Fy for pokker: Hvide mænd

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I USA identificerer mange unge mennesker sig først og fremmest som medlem af en etnisk eller seksuel gruppe og afskyer krænkelser af denne. Væk med individet som samfundets grundsten. En skribent ved navn Povl Gad, der kalder sig kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur, skriver i det fjollede netmagasin POV (Point of View):

»Liberal Alliances folketingsgruppe består efter valget af fire hvide mænd, hvoraf mindst tre har gjort sig til talsmænd for yderligtgående reaktionære synspunkter.« Resten af artiklen er et forsøg på at håne og gøre de valgte politikere i Liberal Alliance til en slags nyfacister, »ultraliberale mørkemænd.«

Nu er ordet reaktionært et dejligt elastik-ord, der kan defineres som man vil. Og det er sikkert, at Liberal Alliances folkevalgte, der er lige så blege og hvide som Povl Gad selv, sikkert er ganske uenig med kulturhistorikerens defintion. Men med speciale i nazisme, så må Povl Gad jo være ekspert i at opdele mennesker i grupper efter hudfarve.