»Et par dage efter, Alchemist blev lukket ned i forbindelse med corona, ringede jeg til Københavns socialborgmester, Mia Nyegaard. Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville have Junk Food projektet helt op at køre 100 procent, for nu havde jeg fået tiden til det. Vi havde fire køkkener på Alchemist, som stod tomme, og der måtte være nogle kokke derude, som havde lyst til at give en hånd med, eftersom alle restauranterne jo var lukket ned. Jeg spurgte hende, om hun kunne pege på nogle herberger, hvor vi kunne sende maden hen.
Borgmesteren ringede allerede tilbage fire timer senere og sagde, at nu havde hun fundet et par steder, hvor de kunne aftage i alt 200 måltider dagen efter. Jeg havde endnu ikke fået søgt efter frivillige kokke til projektet, så jeg fik travlt. Jeg og kæresten måtte en tur i Inco for at købe ind til tarteletter, og så lavede jeg det hele selv på Alchemist. På det tidspunkt havde vi kun toliters gryder, så der var tarteletfyld i alle ovne og på alle komfurer.
Dagen efter gik jeg på Facebook og søgte efter frivillige kokke til projektet, og flere tusinde meldte sig. Vi dannede et frivilligt netværk, og på få dage voksede det fra 200 måltider til mellem fem- og sekshundrede. Vi kunne egentlig godt have produceret mere, for vi har jo nogle store køkkener, og vi havde masser af hænder, men 500-600 måltider per dag var, hvad kommunen maksimalt kunne aftage.
Lars Seiers 110 kilos væddemål
Projekt Junk Food startede startede for et par år siden, med at Lars Seier Christensen (som er hovedejer af Alchemist, red.) i forbindelse med et radioprogram var ude at gå med Nanna (W. Godtfredsen, red.) fra Gadejuristen for at se på socialt udsattes forhold i København. Det viste sig at være et stort problem, at gadefolket ikke fik noget ordentligt at spise. Seier ved, at jeg er interesseret i humanitært arbejde, så han tog fat i mig og spurgte, om jeg havde lyst til at tage en snak med Nanna.
Lars havde på det tidspunkt lavet et væddemål med sig selv om, at hvis ikke han tabte ti kilo inden 1. marts (2018, red.), ville han gøre det værste, han kunne forestille sig: Nemlig donere 250.000 kroner til Enhedslisten. Det lykkes ham dog at tabe sig de ti kilo (så hans totalvægt kom under 110 kilo), og så valgte han i stedet at donere pengene til et godt formål, nemlig Junk Food-foreningen, som jeg netop havde etableret sammen med et par andre.
Startede som pilotprojekt
I starten, før corona, kørte Junk Food som et lille pilotprojekt. Vi lavede lidt mad i Alchemists køkken på søndage og mandage, når restauranten havde lukket, og kørte det ud til Mændenes hjem og stofindtagelsesrummet H17 i Kødbyen.
Der kunne godt gå uger imellem, vi fik kørt mad ud, men det var en god måde at lære at forstå de udsatte, som vi skulle lave mad til. For eksempel fandt vi ud af, at maden ikke er det vigtigste for dem – selv ikke når de ikke har fået mad i 14 dage, så man skal gøre det virkelig nemt og indbydende for dem. Der må ikke være for meget syre, heftige krydderier og hårde konsistenser i retten, som helst skal kunne spises sådan, at man holder skålen eller tallerken i den ene hånd og skeen i den anden.
Jeg troede på forhånd, at de ville kunne spise i hvert fald 500 gram per næse, men det viste sig, at de kun kunne spise 250-350 gram mad. Så da vi startede med Junk Food for fuld skrue under corona var den nødvendige basisviden på plads.
Jeg kunne selvfølgelig godt have brugt de to måneder under coronanedlukningen på at udvikle retter til Alchemist eller lave Instagram-TV med opskrifter til mine følgere, som flere kokke meget kreativt har gjort det. Men vi prøver i det daglige her på Alchemist at formidle samfundsmæssige problemer. Især på det gamle Alchemist havde vi sociale budskaber, for eksempel da vi serverede lammehjertetatar med sauce fra blodpose og et organdonorkort på siden for at sætte fokus på manglen på organdonorer.
Så når nu jeg havde mulighederne og tiden til rådighed, synes jeg, at det ville være fuldstændig idiotisk ikke at gøre en direkte forskel. Jeg mener: Jeg kan ikke lave sanitet til den tredje verden, men mad derimod er ikke raketvidenskab, og det er nemt at organisere. Jeg er uddannet i en kantine, hvor vi lavede frikadeller og hakkebøffer hver dag, så at lave mad til 500-600 mennesker er ikke svært for mig.
Vi lever i et rimeligt samfund her i Danmark. Jeg mangler ikke noget og bliver ikke mere glad af at køre rundt i en meget dyr bil, så jeg vil gerne være med til at gøre en forskel.
Målet er at mætte alle hjemløse munde
Jeg synes, at vi har fået god respons på projektet. Folk er generelt positive og overraskede over, at vi kommer med mad syv dage om ugen, også når der er ferier og helligdage. For eksempel siger centerlederen på kvindeherberget Sundholm, at voldsscenerne om aftenen, som let opstår, efter at folk har brugt hele dagen på at drikke vodka og stikke sig selv, er mindsket, fordi der er faldet mere ro på, efter at de nu får et måltid mad hver aften. Og her ved H17 kan de lokale erhvervsdrivende også mærke, at generne bliver mindre.
Det var fra starten vigtigt for mig, at det her ikke bare blev et coronaprojekt, men at det også skulle fortsætte bagefter. For den sørgelige sandhed er, at der ikke er noget alternativ. I hvert fald ikke noget som er konsistent, for så er det sådan noget med, at resterne af natmaden fra et bryllup bliver kørt ud til Mændenes Hjem eksempelvis. Og så er kvaliteten langt fra altid i orden.
Vi har nu fået støtte fra et par fonde, så vi kan fortsætte Junk Food. Vi har ansat tre kokke og investeret i nye maskiner og større gryder i H17s køkken, hvor vi nu laver 400-500 portioner mad hver dag til 16 forskellige herberger og væresteder. Min indsats i Junk Food går nu primært på at sidde i bestyrelsesmøder og prikke de rigtige mennesker på skulderen for at få nogle fondsmidler, så projektet kan løbe videre.
Efterhånden har vi også fået henvendelser, som ikke er kommunen, så derfor vil vi gerne fonde et større køkken, som kan køre 1.000 kuverter, hvilket er det antal af hjemløse i København, jeg vil tro, vi kan nå med et måltid hver dag. Ambitionen er på sigt at dække alle de hjemløse munde i Danmark, og så derefter måske også rykke til Sverige.
Har det svært med at se på, at nogen har det dårligt
Det er ikke noget nyt mig for at lave humanitært arbejde. Tidligere brugte jeg alle mine sommerferier på at hjælpe Red Barnet og Røde Kors med at lave sommerlejre. Og da jeg arbejdede som kok på North Road i London, var jeg med på projekt, hvor vi lavede en god juleaften med gaver og dejlig mad for hårdt ramte familier med børn.
Jeg er ikke vokset med at gå på museer eller læse madanmeldelser eller noget som helst i den stil, men jeg har trods alt fået noget kærlighed og været vant til at have en god juleaften, så det følte jeg også, at alle andre børn skulle have.
Jeg oplevede, at det var utrolig givende, så da jeg kom hjem og begyndte at arbejde i Aarhus startede jeg for syv år siden et lignende projekt – Ønske Jul – der. Siden har vi startet Ønske Jul op i Vejle og Odense, og i år starter vi på den helt store klinge i København.
Jeg har det i hele taget svært med at se på, at nogen har det dårligt. Det hænger måske sammen med, at jeg selv blev mobbet enormt meget i skolen. Mine forældre havde ikke ret mange penge, og indtil de blev skilt, havde jeg en hård barndom. Jeg gik ikke i det rigtige tøj og var den forsagte type, som ikke turde at række hånden op, og den, som altid blev valgt sidst til idræt. Så jeg var naturligt den, som blev mobbet. Det var først, da det blev så voldsomt, at jeg fik banket hul i hovedet, at jeg skiftede skole.
Derfor gør det også ondt, når folk siger, at jeg laver humanitært hjælpearbejde for mediernes skyld. Sådan har det aldrig nogensinde været, og dem, som siger det, er velkomne til at komme og lave tarteletterne selv.«
