5 stjerner: I Pisserenden serveres en af byens smukkeste frokostmenuer

Frokostanmeldelse: Da Berlingskes madanmelder besøgte Restaurant Meille tilbage i december 2020 gik det helt galt med anmeldelsen, trods stedets suveræne smørrebrød. Heldigvis gik det bedre denne gang, selvom smørrebrødet nu er forsvundet.

 
Se anretning af nogle af retterne på Meilles frokostmenu. Video: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Den sidste restaurant, jeg spiste på lige inden statsministerens overrumplende nedlukning og dermed glidende tackling af hele restaurationsbranchen i december, var Restaurant Meille. Dengang serverede stedet innovativt, elegant og velsmagende smørrebrød, som absolut havde revet en positiv anmeldelse af sig. Men ak, samme dag proklamerede statsministeren, at verden skulle lukke ned inden for 24 timer.

Nu sidder jeg her så igen, i »Pisserenden«, på Skt. Peders Stræde 24a. Stedet ligner sig selv, men maden er anderledes. Væk er smørrebrødet, og ind er kommet en menu af nordisk/fransk tilsnit. Måske et klogt træk, da markedet for kvalitetssmørrebrød i København var ved at være mættet inden coronanedlukningen. Om det stadig forholder sig sådan de kommende måneder, er svært at gisne om, men Meille tager i hvert fald en chance. Det viste sig at være et klogt valg.

»»Dyret« var tæppebombet med små blomster, ramsløg og urter, så det næsten så ud som en miniature mindelund rejst til ære for den velsmagende kalv, der nu lå her på min tallerken.«


Det er kun muligt at bestille menuen til 295 kroner, plus en afsluttende osteanretning og et muligt tilvalg af tre snacks til 50 kroner, som vi valgte at begynde med.

Første ankom Meilles brød til bordet. Det havde en god maltet smag og en tilpas porøs krumme, og det var svært at holde nallerne fra det tilhørende luftige smør, pisket med kærnemælk.

Tre små delikate snacks på Restaurant Meille. Forrest i billedet: Tomateksplosion! Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

De smukt anrettede hapsere bestod af tomat i tre teksturer. Den havde en lidt sej konsistens, men det var, som kokken kaldte det, en regulær »tomateksplosion«. Der var også en lille pivsprød rösti med en ikke nærmere bestemt smeltet ost, måske en mild brie? Og til sidst en perfekt og let friteret kroket med saftigt kalvekød, som for en sjælden gangs skyld ikke var oversaltet. Det var en god start.

Asparges-disput

Forretten, som bestod af syltede nye danske hvide asparges, skagensskinke og en let kørvelcreme samt tallerkensmækker og små løgblomster, var en opvisning i begavet gastronomisk balance. Jeg synes ofte, at skagensskinken smager for speget og for lidt af umami, men ikke i denne konstellation. Jeg blev i hvert fald positivt overrasket over dybden og fedmen i skinkens delikate modspil til de syrlige asparges og den friske creme.

Nye danske hvide asparges og skagensskinke – dansk forår i en dyb tallerken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Min ledsager var ikke utilfreds med retten, som hun anerkendte smagte raffineret, men hun er asparges-puritaner til benet og mente, at syltningen gjorde vold på den adelige grøntsags naturlige sødme, og at i hvert fald de helt nye asparges altid bør serveres let kogt, med smør. Personligt synes jeg, det fungerede rigtigt godt – og det er jo mig, der bestemmer!

Den kvindelige tjener var af den dygtige og opmærksomme slags og gjorde sig – uden at hænge for meget ved bordet – umage for at finde en vin, der passede både til maden og til vores personlige vinpræferencer.

Min ledsager fik 2016 Riesling Am Turm, Weingut St. Antony. Masser af citrus og krop. Et virkelig godt glas til 105 kroner, der stod perfekt til vores forret, og som kunne hamle op med de hvide asparges, der kan være svære at parre med vin.

Kalv i blomstereng

Når jeg spiser ude, oplever jeg ofte, at hovedretten er et antiklimaks. Det var heldigvis ikke tilfældet på Meille. Her fik hovedretten heldigvis hovedrollen.

Et (meget) langtidsbraiseret stykke kalvespidsbryst lå i en aflang udskæring, pivmørt og stadig med masser af saft og let sødbrændt glasering i smagen.

Kalvebryst med kartoffelcreme, brændte løg og sennepsfrø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Dyret« var tæppebombet med  brødkrummer, små blomster, ramsløg og urter, så det næsten så ud som en miniature-mindelund rejst til ære for den velsmagende kalv, der nu lå tallerkenen. Ved siden af residerede en fnuglet kartoffelcreme, faktisk en skum, med masser af smag fra jorderiget, flankeret af små brændte løgskaller og syltede sennepskorn.

Ikke bare havde retten visuel michelinkvalitet, det gjaldt også smagen. En frokostret, der tangerede perfektion.

Det opmærksomme tjener havde fundet et glas »R«, en spätburgunder 2018 fra Hansjörg Rebholz. En østrigsk vin, med flot bitterkirsebær, lav på svovl, elegant, men alligevel med fyldig krop, som stod snorlige til hovedrettens saftige stykke kød. Godt arbejde.

Dessert: Høinfuceret cerme, rabarbergranité og tørret mælk Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Æterisk og dehydreret

Nu måtte det så komme! Dagens antiklimaks. Dessert. Men nej, jeg blev igen glædeligt overrasket. Ind kom en relativt anonymt udseende servering bestående af en luftig creme infuceret med hø med en forfriskende rabarbergranité toppet med dehydreret æterisk mælkeskum. Smagen var dog alt andet end anonym: Lækker, mælket, let og med masser af smag og friskhed og spændende konsistens, hvilket man kan sige om hele menuen.

Min eneste kritik af Meille er spisesedlens begrænsede udbud. Men alt på menuen var til gengæld godt, og vi ender på 4 1/2 stjerne, som vi runder op til fem, da alle i disse sidste coronatider bør udvise ekstra gavmildhed over for restaurationsbranchen. Desuden bemærkede jeg under besøget på Meille, at kun et andet bord var besat, mens vi spiste. Det må vi kunne gøre bedre! Så kom, gourmeter og gourmander, foren eder – og gå ud og spis, f.

Restaurant Meille
Sankt Peders Stræde 24a
1453 København K.