1 stjerne: Forretten var et rædselskabinet af gastronomiske forbrydelser

Frokostanmeldelse: Restaurantkæden Café Vivaldi spreder sig med epidemisk hastighed i det centrale København – hvorfor, er svært at begribe, mener Berlingskes madanmelder efter et besøg på stedet.

 
Søren Jacobsen Damm har spist frokost hos restaurationkæden Café Vivaldi. Video: Tobias Kobborg. Fold sammen
Læs mere

Café Vivaldi er en restaurationskæde, der først slog dørene op i 1999 i Slagelse. I dag har kæden adskillige filialer i 12 danske byer. De seneste år har kæden placeret sig i nogle af Københavns mest populære områder såsom Axeltorv, Nørreport og i december 2019 på Bremerholm i Indre By lige ved Magasin. Vi besluttede os for at se nærmere på det knopskydende fænomen.

Min ledsager var i dagens anledning ingen ringere end madanmelderiets grand-old-middle-aged-man, Søren Frank.

»En stenhård, umoden honningmelon og et par selvdøde jordbær, flankeredes af en sej skive lufttørret skinke, der mest smagte af gammelt køleskab«


Vi aflagde Café Vivaldis filial på Bremerholmen et besøg. Det skulle vise sig at blive en oplevelse ud over det sædvanlige.

Det kolossale sted, som desuden har et stort udendørs serveringsområde, havde åbenbart ikke bordbetjening indenfor. Vi blev bedt om at bestille i baren og betale med det samme. Ikke videre belevent, men en effektiv måde at begrænse logistikken og dermed spare på personalet.

Café Vivaldi på Bremerholmen har en af byens mest centrale beliggenheder, med et stort område med udendørsservering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

I det hele taget var stedets brug af hel- og halvfabrikata, minimale service og prispolitik kalibreret som en velsmurt og kynisk frokostmaskine af højeste kaliber. Det er ingen skam at være dygtig til at tjene penge, men når grådigheden sætter sig på smagen, så er man gået for langt. Hvilket, skulle det vise sig, var tilfældet på Café Vivaldi.

Uhumskheder

Inden vores mad ankom, var hr. Frank på et kort visit på stedets toiletter og kunne efterfølgende med stort mishag fremvise et mobilfoto af et toiletbræt oversprøjtet med, hvad der uomtvisteligt lignede fækalier. Så var stemningen ligesom lagt.

Min bange anelser tiltog, da vi bemærkede, at stedet særligt anbefalede en portion »Nachos double cheese« til frokost. Var det her en restaurant eller en børnefødselsdag?

Tjeneren ankom med den øl, vi havde bestilt. Det var den forkerte. »Nu kan det kun gå fremad,« var min tanke. Jeg tog fejl.

Café Vivaldis »Hyggetallerken« var årets indtil videre gastronomiske bundskraber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Relativt hurtigt ankom vores »forret«, et sandt gastronomisk rædselskabinet af en hapser-tallerken, som Vivaldi selv kaldte en »hyggetallerken«, til ublu 175 kroner.

Havde jeg fået serveret samme tallerken på en rustur i 1994, kunne jeg måske have mønstret et anstrengt smil, nu havde jeg ikke andet end vantro til overs for den uhygge, mit mismodige blik skuede.

Af de monstrøse gastronomiske anakronismer var en klæg tunmousse med dåsemajs, der primært smagte af klistret industrimayonnaise og dåsemajsvand, særligt elendig. Ved siden af lå en trio af knastørre, næsten plastiske tigerrejer med hvinende sød chilisovs »på et leje« af brunlig avocado. En stenhård, umoden honningmelon og et par selvdøde jordbær flankeredes af en sej skive lufttørret skinke, der mest smagte af gammelt køleskab. En let harsk og fedladen skive laks, der var mere grå end laksefarvet, lå oven på en udflydt skefuld hytteret, overhældt med en uudgrundelig pesto. Bedst på denne hapser-tallerkenen fra Hades var en doven industribrie, der smagte af ingenting. Over alt var der ærteskud.

I et halvhjertet forsøg på at skrue hyggebarometeret helt i vejret var der midt på tallerkenen placeret en portion chokolademousse med en foruroligende drøj konsistens og med samme smag som den variant, man kan – men bør undlade at gøre – købe i Aldi. Det tilhørende brød lignede de daggamle rester fra en konfirmation.

»Hyggetallerkenen« var utvivlsomt, var vi enige om, årets indtil videre gastronomiske bundskraber.

Det kunne kun blive bedre. En anelse bedre.

Hakkebøffen i cheeseburgeren var stegt, til den støvede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Støvet burgerbøf

Anden ombæring bestod af husets cheeseburger og en frokostbøf. Begge serveringer med pomfritter, frisk fra frost, som dog var velfritterede uden at være mindeværdige.

Hakkebøffen i cheeseburgeren var stegt, til den støvede. Burgerbollen, som var i den allestedsnærværende brioche-stil, og den tilhørende garniture var fin uden at være overvældende. Den tilhørende mayonnaise var lige så hjemmelavet som 3-stjernet salami. Med få justeringer kunne denne ret have været passabel, men det var den ikke. Og bemærk igen prisen, 159 kroner, hvilket er en af byens dyreste burgere.

Vivaldis »Frokostbøf«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Det samme manglende håndværk gik igen i Vivaldis »Frokostbøf«. Et stykke anonym oksemørbrad udgjorde den undersaltede bøf, der dog var stegt medium-rare, som jeg havde bedt om. Under bøffen var en håndfuld velsauterede grønne bønner og ved siden af en portion af de samme pomfritter, som fulgte med cheeseburgeren. Den tilhørende industribearnaise var af værste Knorr-skuffe. Smagen kan bedste beskrives som konserveringsmiddel, saltchok, pseudo-estragon og en let note af kattetis.

Overordnet var frokostbøffen, hvis man helt undlod at ydmyge sine smagsløg med Slagelse-bearnaisen, en hæderlig servering, men eftersom hver eneste servering havde fejl og mangler, i særdeleshed »hyggetallerkenen«, og man indregner de ublu priser, det uhumske toilet og sammenligner med den p.t. generelt meget høje standard på den københavnske frokostscene, kan det kun blive til en enkelt stjerne til Café Vivaldi.

Cafe Vivaldi
Bremerholm 1, 1069 København K.