Venezuela har for øjeblikket to præsidenter.
Den ene, Nicolas Maduro, har siddet på posten siden 2013 og kontrollerer – i hvert fald foreløbig – de væbnede styrker.
Den anden, Juan Guaidó, udnævnte onsdag sig selv, og blev straks anerkendt af en række lande med Donald Trumps USA i spidsen.
Den bizarre magtkamp mellem dem, der natten til torsdag kostede mindst 16 livet, udspiller sig midt i en økonomisk katastrofe, der de seneste år har sendt tre millioner venezuelanere på flugt. Hvad i alverden sker der for det potentielt stenrige olieland?
Her er tre årsager til, hvorfor det er gået så galt. Samt to bud på, hvad der nu kommer til at ske.
Buschaufføren er faret vild
Det lignede fra starten en overmatching, da Maduro i 2013 overtog magten, efter at Hugo Chávez var død af kræft. Mens karismatiske Chávez var forgudet i egne rækker og frygtet blandt modstanderne, havde de færreste respekt for den tidligere buschauffør.
Med god grund, for Maduro har vist sig ude af stand til løse eller blot afbøde Venezuelas stadig dybere økonomiske og sociale krise. Når han sidste år alligevel blev genvalgt, skyldes det især, at det venstrepopulistiske regimes elite ikke kan blive enig om en efterfølger.
Demokratisk deroute
Mens Chávez vandt en serie valg og folkeafstemninger på relativt demokratisk vis, har Maduro været nødt til at snyde på vægten. Ifølge både oppositionen og internationale iagttagere blev der fusket under sidste års præsidentvalg.
Samtidig har præsidenten, efter at han i 2015 mistede kontrollen med Nationalforsamlingen, erstattet den med et nyt parlament. Det førte til international fordømmelse, og samtidig deltog syv millioner i en folkeafstemning organiseret af oppositionen som protest mod manøvren.
Det var på den baggrund, at Guaidó onsdag udnævnte sig selv til fungerende præsident og landets retmæssige leder, indtil et fuldt demokratisk valg kan afholdes.
Økonomisk katastrofe
Når Guaidó og oppositionen er i stand til at udfordre Maduro, skyldes det imidlertid også, at regimet ikke længere er i stand til at dele gaver ud.
Under Chávez blev indtægterne fra Venezuelas enorme olierigdomme brugt til generøs fattigdomsbekæmpelse og andre offentlige ydelser i det tidligere ekstremt ulige land. Men da Maduro kom til magten, sparkede faldende oliepriser benene væk under den økonomiske model.
Desperate forsøg på at bevare venezuelanernes købekraft, heriblandt indførelsen af en ny valuta, har kun gjort ondt værre. I 2018 nåede inflationen ifølge de mest forsigtige skøn op på næsten 1.400.000 pct. (sic.), mens økonomien for tredje år i træk skrumpede med omkring 15 pct.
Støtte fra generaler, men hvad med løjtnanterne?
Oppositionen har ved flere lejligheder formået at mobilisere millioner af tilhængere. Men sålænge Venezuelas væbnede styrker er loyale over for Maduro, får Guaidó svært ved at omsætte sin internationale opbakning til egentlig magt.
Den venezuelanske forsvarsminister, general Vladimir Padrino López, erklærede torsdag præsident Maduro sin uforbeholdne støtte på en pressekonference, mens andre ledende militærfolk har via de sociale medier lovede at bekæmpe »forræderne mod fædrelandet«.
Men ét er generalerne, der er fedtet ind i regimet, og noget andet de lavere rangerende officerer.
Grupper af dem har flere gange, senest i denne uge, udtrykt modstand mod Maduro og sympati med oppositionen. Den internationale støtte til Guaidó kan få betydning deres loyalitet, vurderer en ekspert overfor den spanske avis El País.
Trump og Putin i hvert deres ringhjørne
Det lignede aftalt spil, da Donald Trump anerkendte Guaidó kort efter, at han havde udpeget sig selv. Men hvor langt er USA og andre vigtige lande i regionen klar til at gå i deres støtte til oppositionslederen.
»Alle muligheder står åbne,« sagde Trump, da han blev stillet spørgsmålet.
Vicepræsident Mike Pence uddybede senere, at USA i første omgang vil bruge »økonomisk og diplomatisk pres«. Men han tilføjede, at Trump generelle modvilje mod militære operationer ikke nødvendigvis gælder i USAs nærområder.
Et direkte indgreb vil imidlertid være en risikabel affære. Både Rusland og Kina har i klare vendinger udtrykt støtte til Maduro. Det samme gælder mellemstore magter som Tyrkiet og Mexico.
Det kan bane vejen for EU og de store europæiske lande, der støtter Guaidó men uden at anerkende ham som præsident, i rollen som mæglere.
