Opgøret mellem Kina og USA bliver stadig mere betændt: »Det kan blive farligere end under Den Kolde Krig«

USAs hårde kurs mod Kina er kommet for at blive – også selv om Joe Biden skulle indtage Det Hvide Hus. Verdens lande bliver nødt til at acceptere denne realitet og justere deres politik mod den asiatiske stormagt, siger en af USAs førende Kina-eksperter.

Så tætte var Donald Trump og Xi Jinping, da de to verdensledere mødtes ved G20-topmødet i Osaka i Japan i juni 2019. I dag er tonen alt andet end forsonlig. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Stedet for talen var nøje udvalgt. Den californiske sol skinnede mildt på Nixon Library, imens Mike Pompeo kaldte sin afdøde partifælles måske største udenrigspolitiske bedrift for en fiasko.

Det var i slutningen af juli, at den amerikanske udenrigsminister indtog talerstolen ved bygningen i Los Angeles, der huser et museum for den tidligere republikanske præsident.