I morgen kan Det Islamiske Kalifat være borte – alligevel vil IS bestå

Det er formentlig et spørgsmål om timer eller dage, før det selverklærede islamiske kalifat ikke er mere. Berlingske er i Syrien for at følge det allersidste slag og kalifatets endeligt. Alligevel er erobrerne sikre på, at IS vil bestå.

Leonora, en 19-årig tysker, som flygtede fra kampene mellem Syrian Democratic Forces (SDF) og jihadister fra Islamisk Stat (IS) i den syriske landsby Baghouz, venter på at blive screenet og registeret af SDF i den østsyriske provins Deir Ezzor. Hendes tyske mand, Martin Lemke, er tilbageholdt af kurdiske styrker. Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

Snart fem måneder inde i den sidste store offensiv mod de tilbageværende landområder af Det Islamiske Kalifat er det kun et spørgsmål om timer eller dage, før den selvudråbte stat definitivt er fortid.

Der, der engang dækkede et geografisk område på tværs af Syrien og Irak og lige så stort som England, er i løbet af de seneste uger stort set reduceret til, hvad der svarer til et frimærke. Ikke kun symbolsk for den detroniserede terrororganisation, der har lagt Irak og Syrien i ruiner, men også geografisk til et område på sølle få kvadratkilometer.