For Donald Trump var det en ubetydelig detalje i et storpolitisk spil. Marokko havde hjulpet med at give hans prestigeprojekt om at skabe fred i Mellemøsten et skær af virkelighed og skulle have noget for noget.
Men nogle gange kan en sommerfugls vingeslag som bekendt udløse en orkan.
Og mens den amerikanske ekspræsident denne vinter gasser sig i sin Florida-residens Mar-a-Lago, kan spanierne komme til at fryse bitterligt på grund af hans beslutning.
Lad os begynde med afslutningen på den bekymrende kædereaktion, som Trump formentlig uforvarende satte i gang på en af sine sidste dage i Det Ovale Kontor.
Natten til mandag lukkede Algeriet for gasledningen Maghreb-Europa, som de seneste år via har leveret enorme mængder af naturgas til Spanien og Portugal.
Ledningen går gennem Marokko, som aftager en mindre del af gassen samt desuden får betaling for at lægge territorium til.
Og når algerierne har drejet nøglen om, er det for at straffe nabolandet som led i de seneste måneders farlige forværring forholdet mellem to afgørende vigtig naboer for ikke blot Sydeuropa, men for hele EU.
Økonomisk opsving i fare
Den potentielle collateral damage for især Spanien er imidlertid enorm. Det store sydeuropæiske land får omkring halvdelen af sin naturgas fra Algeriet.
Udebliver blot dele af gassen, kan det få ubehagelige konsekvenser forud for fyringssæsonen. For, jo, det kan faktisk godt blive hundekoldt i store dele af Spanien.
Samtidig, og nok så alvorligt, vil det presse de i forvejen høje energipriser yderligere i vejret og i sidste ende bringe hele det med længsel ventede økonomiske opsving efter coronakrisen i fare.
Adskillige spanske ministre har da også, siden beslutningen blev annonceret i august, været på besøg i Algier i stadig mere febrilske forsøg på at finde en løsning.
Algerierne har lovet at øge kapaciteten i en anden gasledning, der løber direkte under Middelhavet til Spanien. Men arbejdet vil tidligst være færdigt til januar.
At sejle gassen i flydende tilstand i stedet er ikke blot dyrere. Der er også enorm efterspørgsel på verdens begrænsede flåde af såkaldte LNG-skibe.
Den oplagte løsning – at de stridende parter slutter fred til alles bedste – kommer ikke på tale, før Marokko har været nede på knæ og sige be-be, lader Algeriet forstå.
Marokkanere er høje på Trump
Men hvorfor er de to lande blevet så rasende på hinanden, og hvad har Donald Trump med sagen at gøre?
Konflikten om Vestsahara, som Marokko annekterede, da kolonimagten Spanien i 1975 trak sig ud, har gennem årtier forpestet naboforholdet.
Algerierne støtter aktivt Polisario-bevægelsen, der kæmper for et uafhængigt Vestsahara (som i parentes bemærket er rigt på fosfor og andre råstoffer).
Marokko trodser på sin side verdenssamfundet, der via FN afviser at acceptere annekteringen og støtter saharawiernes krav om national selvbestemmelse.
Det var også officiel amerikansk politik. Indtil Donald Trump med et pennestrøg vendte den på hovedet og anerkendte Marokkos ret til området som »betaling« for, at landet havde normaliseret sit forhold til Israel.
I Rabats paladser ville jublen over den diplomatiske kæmpesejr ingen ende tage, og cigarføringen har siden været tilsvarende høj.
Da titusindvis af migranter i maj uhindret fik lov at løbe storm mod enklaven Ceuta, var det for at straffe Spanien, der havde formastet sig til at behandle en kritisk syg Polisario-leder for covid.
Et vink med en skruenøgle
Også ærkefjenden Algeriet har fået kærligheden og Marokkos nyvundne selvtillid at føle. Blandt andet – ifølge Algier – i form af støtte til uafhængighedsbevægelser i den østlige region Kabylien.
Det er disse »fjendtlige handlinger mod Algeriets enhed«, som man nu svarer igen på – og ikke blot ved at lukke for gasledningen.
Også de diplomatiske forbindelser er afbrudt, og såvel civile som militære marokkanske fly har fået forbud at bevæge sig ind i algerisk luftrum.
En væbnet konflikt er endnu usandsynlig, men skulle den komme, ville det være katastrofalt for Europa – og ikke kun i forhold til energiforsyningen.
Både Marokko og Algeriet er nære allierede i bestræbelserne på af bremse illegale migranter og bekæmpe islamistiske terrorgrupper. Begge ville være hurtige til at udnytte kaos i forbindelse med en konflikt.
Når det alt sammen er sagt, udgør lukningen imidlertid også et vink med en skruenøgle til Europa.
Det nordafrikanske land får som en sidegevinst understreget, at det spiller samme centrale rolle for gasforsyningen i Sydeuropa, som Rusland gør i Nordeuropa.
Det gør europæerne klogt i at huske på. I hvert fald så længe den grønne omstilling varer, og ingen ved, hvor længe det bliver.
I første omgang kan det blive en lang vinter på den Iberiske Halvø.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
