»Jeg tror, jeg holder op med at gå ned og handle i Irma og spiser min aftensmad her i stedet,« sagde min ledsager, som bor få husnumre fra restaurant Lamar. Og hun har ret, inflationen raser i en sådan grad, at prisen på en snoldet 200 grams pakke smør fra Thise har passeret de 30 kroner, og det kan være svært at se, hvordan man selv skulle kunne købe ind til den glimrende otteretters middag, vi fik på Lamar for 385 kroner.

Lamar, som er søsterrestaurant til de to nørrebrobistroer Omar og Safari, åbnede for nylig i lokalerne ved siden af Det Ny Teater, hvor Chez Bruno før havde til huse. Jeg satte straks det første plus i karakterbogen, da jeg noterede mig den glimrende akustik, som gjorde det muligt at føre en ubesværet samtale, mens der var (tilpas dæmpet) musik i højttalerne.