De globale klimaforandringer er kommet til Bourgogne. Det har på det seneste givet en stribe af meget varme årgange – 2018-2019-2020-2022 – hvor den gode, gamle elegantier nærmest ikke er til at kende. Da det stod værst til, hvilket især er 2018, var vinene ikke bare tunge og kluntede, men også fejlbehæftede, fordi druerne blev høstet under så høje temperaturer, at det medførte uønsket oxidation og vildgæring.
Den gode nyhed er således, at årgang 2021 nu er på hylderne. En kold og fugtig sommer, som man kendte dem i gamle dage, har frembragt rødvine, som man med det blotte øje kan se er en helt anden snak. Hvor vinene fra de nævnte varme år er næsten sorte og uigennemsigtige i glasset, er 21erne lysere, end rød bourgogne har været i mange år.