Den malaysiske gastronomi er en smeltedigel, hvor især de kinesiske, indiske og indonesiske køkkener optræder såvel side som side samt i forskellige fusioner.

Ikke mindst er Malaysia kendt for at have verdens bedste gademad. VM i streetfood plejer således at være et opgør mellem Singapore (som var malaysisk indtil 1965) og den malaysiske ø Penang, der var et vigtigt pitstop mellem øst og vest på »the spice route« og senere et markant handelscentrum under britisk herredømme på grund af den strategiske beliggenhed i Malaccastrædet mellem Malaysia og Sumatra.