Dengang jeg begyndte at interessere mig for at lave mad, tilbage i 1980erne, lå fiskeforretningerne spredt over hele byen. Eller for at være mere præcis, fiske- og vildtbutikkerne, for om efteråret, når jagten satte ind, bugnede vinduerne af både fjer- og hårvildt.

Jeg gik dagligt forbi det nu hedengangne Nørreport Fiskehus, hvor man ud over det daglige udvalg at vildænder, skovduer og hakket krondyrkød også kunne få mere sjældne ting som harer, edderfugle, agerhøns og rensdyr.