Øv, øv og tre gange øv: Toldbod Bodega falder for Fristelsen

Den bedsteborgerlige hyggestemning er tommetyk på Toldbod Bodega, hvor formynderiet endnu ikke er nået ind, og man – oh, fryd – kan spise sin frokost i fred uden at blive åndet i nakken af den næste gæst.

 
Få et kig indenfor i Toldbod Bodega. Video og foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Toldbod Bodega havde allerede et pluspoint i min bog, inden jeg overhovedet trådte ind på restauranten. For hér er man, som det tydeligt fremgår af hjemmesiden, fri for en af det moderne restaurationslivs værste svøber, nemlig tidsbegrænsningen.

Hvor dét, der burde være et livgivende helle fra hverdagens stress og jag, i stedet bliver et hæsblæsende ræs mod uret, mens en tjener ånder dig i nakken, fordi næste gæst står parat til at indtage din plads. Men ikke på Toldbod Bodega, hvor gæsten har bordet, så længe man ønsker, under mottoet: »Hygge er vort mellemnavn«.

Toldbod Bodega. Esplanaden 4, 1263 København K. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Og dét mellemnavn er man ikke tvivl om rigtigheden af, når først man tager plads i det højloftede lokale med gamle malerier på væggen, lamper i farvet glas, hvid dug på bordet og i hjørnet noget, der ligner en gammel telefonboks. Samt endnu et fortidselement, der med det samme højner livskvaliteten: tykke gulvtæpper, der sammen med de tunge gardiner giver byens måske bedste afdæmpede akustik.

Ren balsam for sjælen og nærmest et besøg værd i sig selv.

Så tilgiver man hurtigt Toldbod Bodega deres noget vidtløftige krav på at være »probably the oldest restaurant in town«, for ganske vist er bygningen fra 1787, men der har kun været værtshus i stueetagen siden 1906, og sin nuværende form fandt Toldbod Bodega først engang i 1930erne.

Ligesom antydningerne på snapseskiltet af, at H. C. Lumbye skrev »Champagnegaloppen«, mens han boede her, også svækkes en del af, at Lumbye først flyttede ind på førstesalen hos sin svigersøn, brændevinsbrænderen Høeberg, i 1852, hvor Galoppen allerede blev spillet flittigt i det nyoprettede Tivoli.

Lady Mary's Fristelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Men den diskussion kan de tage i historiebøgerne, for den bedsteborgerlige hyggestemning er tommetyk på Toldbod Bodega, hvor tiden i mere end én forstand får lov at stå stille, og det gælder også menukortet, der i sandhed hylder »det klassiske danske køkken«, og det vil i frokostsammenhæng sige smørrebrød, som mor lavede det. Eller i Toldbod Bodegas tilfælde – som indehaverens mor plejede at lave det.

Helt bogstaveligt, for det er ikke mange år siden, at Helle Møllers mor i alder af dengang nogleogfirs stadig stod og stegte flæskesteg med sprød svær hver dag. Det gør hun ikke længere, men det er stadig hendes smørstegte dyder, der holdes i hævd i køkkenet.

Vi lagde dog ud med Helle Møllers hjemmelavede og tydeligvis gammeldags modnede sild, der med masser af bid og en behageligt afstemt syre, som tillod silden at indtage hovedrollen, samt en mild, men ikke sød karry, viste sig at være et endog rigtig godt valg.

Silden blev serveret med friskbagt rugbrød med kerner og hjemmelavet krydderfedt samt to kvarter af hårdkogt æg. Plus dét, der viste omhyggelighed helt ned i detaljen: sprøde, grønne salatblade og friske, røde tomater.

Røget ål. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg tillod mig den luksus at bestille røget ål, og endda spise den uden den ellers obligatorisk dårlige samvittighed, for her bag bodegaens tykke mure er formynderiet endnu ikke nået ind. Og fik to store fileter, igen med frisk salat, tomat og purløg, samt gammeldags solgul røræg, hvor blommen ikke var hældt ud af en stor plastikbeholder, men kom fra rigtige æg.

En fed spise, der godt kunne have kaldt på en lille skarp til at rense munden, og i betragtning af at stedet tidligere blev beboet af en brændevinsbrænder, så burde vi måske have taget en snaps (og Helle Møller har endda fået produceret en Høeberg-jubilæumssnaps), men arbejdet kaldte senere, så vi nøjedes med en stor Classic-fadøl.

På hjemmesiden praler man af »en bred vifte af specialøl, særudvalgt, og fra de bedste bryghuse«. Men det var ikke en valgmulighed, vores tjener gav os – og her blev old school måske til lige lovlig old school.

Helles hjemmelavede karrysild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Fra den kolde til den lune og ikke mindst smørstegte afdeling. For fiskefileten var nemlig ikke dyppet i frituregrydens ønskebrønd og pakket ind i et tommetykt panser, men let paneret i rugmel og stegt på pande i riiigeligt smør og kom i selskab med grønlandske rejer, en behagelig sparsom mængde mayonnaise, cherrytomat, »kaviar« af sortfarvet stenbiderrogn samt en enlig grøn asparges, hvor køkkenkvaliteten kunne kendes på knækket. Mens jeg fik Lady Mary’s Fristelse, som ikke er opkaldt efter Kronprinsessen, men i stedet indehaver Helle Møllers mor (hende med flæskestegen).

Lidt af et monster med et helt hønsebryst, skinke, champignon a la creme og bacon på ristet toastbrød, der kunne have slået en større mand ned.

Ikke mindst fordi det grillede hønsebryst havde fået alt for meget, og var blevet så tørt, at jeg havde svært ved at skære i dele af det og måtte efterlade næsten halvdelen.

Øv, øv og tre gange øv, for lige indtil de faldt for Fristelsen, var Toldbod Bodega pænt på vej op af smørrebrødsbarometeret.

Til kaffen nuppede vi to af Helle Møllers egne kransekager med nougatfyld, mens vi endnu engang bandede brystet langt væk, for selv om jeg personligt gerne tilgiver Toldbod Bodega denne ene synd og derfor kommer igen for at nyde roen, hyggen og fornemmelsen af at tiden er gået i stå, så har det konsekvenser for karakteren således at lede os ud i Fristelse, og vi ender på tre stjerner.

Toldbod Bodega

Hvor: Esplanaden 4, 1263 København K, tlf. 33 12 93 31

Hvor meget: Smørrebrød fra 70 kkronerPlatte m. seks styk 278 kroner