Onsdag åbnede restaurantskibet Oranje for gæster ved sin nye kajplads i Nyhavn.
Skibet tilhørte for mange år siden Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen og har i det hele taget en spændende historie.
Bag åbningen står trekløveret Jørgen Kragh Oranje, skipper og tidligere slumstormer, projektleder Robertas Paskauskas og Mikkel Irminger Sarbo. Sidstnævnte har tidligere været med til at skabe Hallernes Smørrebrød i Torvehallerne, te-brandet Tante T og restaurant Fleisch i Kødbyen.
Det er trekløverets erklærede mål at få københavnerne tilbage i Nyhavn, som ellers mest har ry for at være en turistfælde.
»Vi glæder os til at bringe et friskt, sundt, knasende sprødt og bæredygtigt køkken til Nyhavn. Vi vil skabe en restaurant og bar, hvor københavnerne kan finde alt det, de ellers søger efter i byen – i Nyhavn,« udtaler Mikkel Irminger Sarbo i en pressemeddelelse om åbningen.
Det, københavnerne søger, er ifølge Mikkel Irminger Sarbo »smagfulde småretter i solen på kajen, fine dining under dækket i lækre omgivelser, gode, stærke cocktails, mikrobrygget øl, et godt glas champagne, bourgogne eller naturvin og selvfølgelig noget ordentlig kaffe«.
Køkkenchef Steffen Egebo Nielsen har sammensat menuerne, som primært vil bestå af fisk og grønt. På kajen og dækket vil der blive serveret tapas og småretter, mens der i selve skibet vil blive serveret større menuer.
Økovikinger på togt

Skibet selv har som nævnt en spændende historie.
Eksempelvis sejlede skipper Jørgen Kragh Oranje kunstnerne Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby til Livø i Limfjorden. Planen var at besætte øen og gøre den økologisk, hvilket dog ikke helt lykkedes, da de tre blev smidt hjem igen. I dag er øen dog økologisk, så måske blev der sået et frø, lyder det i pressemeddelelsen.
Jørgen Kragh Oranje har en fortid som slumstormer, altså bz-bevægelsens forgængere, som besatte steder som Folkets Hus og Christiania.
Jørgen Kragh Oranje købte oprindeligt skibet af Mogens Amdi Petersen i begyndelsen af 70erne. Det lå til kaj i Svendborg i 26 år, hvor Jørgen Kragh Oranje serverede dansk mad.