Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Har man besøgt San Sebastian, er det meget sandsynligt, at maden har været centrum for opholdet i den spanske by, hvor de mere end 100 tapasbarer serverer den lokale variant, »pintxos«. Mens tapas er små retter, man spiser med en gaffel, er pintxos mere enkle, små bidder, som holdes sammen af tandstikker.
I Jægersborggade har man siden sidste år kunnet tage plads i kælderrummet, hvor baren Contento har specialiseret sig i den baskiske specialitet. Eller faktisk har det været så svært at få plads i det lille rum, at ejeren, Mathias Silberbauer, for nylig besluttede sig for at lukke baren, som befandt sig i et sidelokale til hans andet spisested Silberbauers Bistro.
Til gengæld åbner Contento i Ryesgade 25, hvor den asiatiske restaurant Tigermom plejede at holde til. Her er plads til cirka 40 siddende gæster plus udendørs servering.
»Det blev ganske enkelt for småt, så det gik ikke. Vi har valgt at tage konceptet, flytte det over i nogle større lokaler og tilføje nogle flere retter i aftentimerne,« siger Mathias Silberbauer.
Uhøjtidelig kultur
Selv har han besøgt Baskerlandet adskillige gange, hvor han – som andre foodies – har spist sig gennem de mange barers menukort.
»Jeg har endnu ikke smagt noget, som ikke var godt, i San Sebastian. De har en stolthed ved den mad, de laver. Jeg kan også godt lide det uformelle med, at man går ind et sted og spiser nogle snacks og drikker noget vin. Den stemning vil jeg gerne skabe her,« siger Mathias Silberbauer.
I sommer gav Søren Frank Contento – der i parentes bemærket betyder »glad« eller »tilfreds« – fem stjerner under overskriften: »I denne hemmelige kælder får du Københavns bedste tapas«.
Siden er menuen blevet udvidet. Den indeholder blandt andet »gilda«, som er et lille spyd med ansjos, grøn guindillachili og oliven, den lokale version af côte de boeuf, txuleta, og stegte svampe serveret med en æggeblomme i midten. Hertil kommer grillet fisk og skaldyr og klassikere som chorizo, tørret skinke og ansjoser – en del er hentet hjem fra Spanien.
På drikkekortet er der for eksempel txakoli, som er en let mousserende hvidvin, baskisk cider og øllen San Miguel, som serveres fra fad.
Uden bordbestilling
I San Sebastian bliver man sjældent hængende på en tapasbar en hel aften. Her »hopper« man fra tapasbar til tapasbar og sammensætter på den måde et helt måltid. Det er noget sværere i København.
»Her er jo ikke en pintxosbar mere lige om hjørnet,« konstaterer Mathias Silberbauer, som derfor også serverer større retter i aftentimerne.
Indtil videre vil der være åbent tre dage om ugen, fredag, lørdag og søndag. Fra kl. 15-17.30 kan man kun bestille pintxos, mens de større portioner serveres fra 17.30, hvor grillen tændes. Køkkenet lukker kl. 22, mens baren holder åbent frem til midnat.
I modsætning til de fleste andre steder i København er ikke muligt at bestille bord på Contento, medmindre man er seks eller flere.
»Det betyder, at man godt kan komme til at stå op i starten, men her vil være en del cirkulation, og her er god plads, så man vil næppe gå forgæves,« tilføjer Mathias Silberbauer.