Det er nu på plads, hvor de første Alma-butikker åbner.
Det bliver på Frederiksberg og i Indre By.
Nærmere bestemt på Sylows Alle ved Falkoner Plads og Store Kongensgade 100.
Butikken på Frederiksberg åbner i slutningen af februar, mens butikken i Indre By slår dørene op i løbet af foråret.
Det skriver Alma i en mail til kommende kunder, der allerede har tilmeldt sig deres nyhedsbrev.
»I alma jubler vi, og armene er oppe. Vi glæder os til at overtage første butikslokale på Frederiksberg 1. januar 2025 for at gøre alting klar til åbning i slutningen af februar. Frederiksberg er et virkelig godt område for alma og vi mærker allerede en massiv opbakning og interesse fra de mange af jer, som går op i god, sund og bæredygtig mad,« står der videre i mailen.
For et par uger siden kom det frem, at Alfred Josefsen og en håndfuld tidligere Irma-folk havde planer om at åbne en ny supermarkedskæde, Alma, som vil have fokus på kvalitet, bæredygtighed og god smag.
Ideen er opstået, efter at Coop valgte at lukke alle deres Irma-butikker.


