Cofoco åbner endnu en restaurant i København: »Jeg synes, det har været et overset køkken«

Restaurant Delphine er netop åbnet på Vesterbro med et menukort, som er inspireret af det græske øhav og det sydlige Italien. Det betyder masser af skaldyr, grillspyd og tzatziki. Bag står Cofoco, som mener, at det græske køkken er meget bedre end sit image.

Middelhavskøkkenet fylder på den nye Restaurant Delphine, som netop er åbnet på Vesterbrogade. Det er Cofoco, der står bag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cofoco/Emma Sejersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I København har det græske køkken måske ikke det allerbedste omdømme, mener Christian Lytje.

»Middelhavskøkkenet omkring Grækenland har i mange år stort set kun været fortolket i en kitschet eller i en lettere karikeret udgave. Det er en skam. Jeg synes, det har været et overset køkken,« konstaterer indehaveren af Cofoco, som står bag en række restauranter i hele København.

Nu er der endnu en på listen, og den er inspireret af det græske øhav.

Restaurant Delphine hedder spisestedet, der er åbnet på Vesterbrogade 40 med masser af fisk og skaldyr på menuen. Den ligger, hvor vietnamesiske LêLê før holdt til – få meter fra Vesterbros Torv og Det Ny Teater.

Enkelt køkken​​

I de lyse lokaler er der nu fiskemontrer, som hver dag fyldes op med dagens fangst. Samtidig er der spyd med kød og grøntsager på den store parilla-grill. Det hele ledsaget af klassikere som taramasalata, tzatziki og græsk salat.

Der bliver også grillet på Restaurant Delphine, hvor man kan sidde både ude og inde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cofoco/Emma Sejersen.

»For os handler middelhavskøkkenet meget om friske råvarer. Grill er også en stor ting for middelhavskøkkenet, herunder køkkenet omkring det græske øhav. Der er masser af friskhed og enkelhed i det græske køkken,« siger Christian Lytje, hvis andre restauranter trækker på kulinariske traditioner fra lande som Japan, Italien og Frankrig.

»I mange år har vi fokuseret på det franske og italienske køkken i København. Når vi nu bringer det græske køkken hertil, er det interessant at gøre det så rent, som man gerne selv ville finde det på rejser i Grækenland,« siger han og tilføjer:

»Hvor skørt det end kan lyde, vil vi gerne bringe noget autenticitet til det græske køkken – her i København.«

12 meter lang bar

​Lokalet indeholder også en 12 meter lang bar, hvor man kan slå sig ned og spise – eller/og drikke cocktails, der serveres på kander, vin eller øl. Der er naturligvis også ouzo på drinkkortet.

Christian Lytje lægger vægt på, at det nye spisested skal rime på uformel og social dining.

»Menukortet er meget stort. For det første fordi vi synes, der er mange retter, vi gerne vil præsentere. Derudover mener vi, at det skal være muligt at komme ind og dele retterne og smage en masse forskellige ting. Det er en uformel måde at spise på, når man deler. Det gør vi jo meget i København i de her år. Og det græsk køkken egner sig rigtig godt til at dele,« siger han.

Der er naturligvis også retsina på vinkortet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cofoco/Emma Sejersen.

Familievenligt

​Der er også et menukort med børneretter. Her er mindre portioner, og de stærke smage er dæmpet.

»Det hele serveres på én gang, så børnene er glade,« siger Christian Lytje, som kalder det græske køkken familievenligt.

»Det består i det hele taget af ukompliceret mad og velkendte smage. Det er ikke mad, der kræver præsentation. Det handler om, at den skal tilberedes godt, og at maden skal tale for sig selv – hvis jeg må bruge en floskel.«

Hele restauranten har plads til 175 gæster, og på sigt vil der også være åbent for både morgenmad og frokost.

»Min store drøm er, at det bliver en restaurant, som københavnerne vil bruge i hverdagen – at man går ind og spiser et par enkelte retter, når man ikke har så meget tid, eller i stedet for at lave maden derhjemme. Det er vores mål,« siger han.

Hvad: Restaurant Delphine
Hvor: Vesterbrogade 40
Åbningstider: Mandag til lørdag kl. 17-23 (indtil videre).