Mysteriet om Emanuela Orlandis forsvinding er som Pandoras æske.
Hver gang nogen letter på låget, vælter det ud med tvetydige spor og halvkvædede viser om alverdens udåd – fra KGB-aktioner over mafiavendetta til pædofili i Vatikanets top.
Alligevel – eller netop derfor – er den unge piges skæbne fortsat ukendt næsten 40 år, efter at hun forlod sit hjem i pavestaten for aldrig at vende tilbage. Men nu er der håb om, at hendes familie langt om længe kan få fred.
I hvert fald hvis man – som stort set alle, der har gravet i sagen – mener, at sandheden skal findes bag murene i en af verdens mindste, men samtidig mest magtfulde stater.
Mandag meddelte Vatikanets anklagemyndighed, at den har indledt en efterforskning af Emanuelas forsvinding.
Hidtil har kun italiensk politi forsøgt at opklare den sandsynlige forbrydelse, mens skiftende paver og deres magtfulde kardinaler så til med korslagte arme og i larmende tavshed.
Men nu vil myndighederne i den katolske kirkes magtcentrum for første gang – i hvert fald på officielt niveau – selv undersøge, hvad der er sket med en af deres statsborgere.
»Det er en længe ventet og særdeles velkommen nyhed. For jeg er overbevist om, at sandheden skal findes dér, i Vatikanet,« siger Emanuelas broder, Pietro Orlandi, til Corriere della Sera.
Med 40 års forsinkelse
Den pavelige anklagemyndighed har ikke givet nogen forklaring på, hvorfor den med næsten 40 års forsinkelse pludselig er gået i aktion.
Der er ingen oplysninger om nye spor eller vidner, som langt om længe har bekvemmet sig til at fortælle, hvad de ved.
Chefanklager Alessandro Diddi henviser til »familiens anmodninger«, men de er blevet fremsat med jævne mellemrum siden 1983.
Netflix-dokumentaren »Vatican girl«, der havde verdenspremiere sidst i oktober, kan have lagt pres på Vatikanet, vurderer flere medier.
Det samme gælder planerne i det italienske parlament om at oprette en undersøgelseskommission.
Samtidig blev efterforskningen annonceret blot halvanden uge efter emerituspave Benedikts død. Han beklædte, allerede da Emanuela forsvandt, en toppost i Vatikanet.
Pietro Orlandi er overbevist om, at efterfølgeren Frans personligt står bag beslutningen.
Da den nye pave kort efter sin tiltrædelse i 2013 mødtes med familien, forsikrede han indtrængende og adskillige gange, at »Emanuela er i himlen«.
Føler Frans sig nu endelig fri til – via en officiel efterforskning – at fortælle, hvordan og hvorfor hun er kommet derop?
Hvad vidste Johannes Paul?
Emanuela orkede egentlig ikke. Den 22. juni 1983 tordnede solen ned over Rom, og udenfor nærmede temperaturen sig 40 grader.
Men den 15-årige pige greb alligevel sin tværfløjte og begav sig ud i eftermiddagsheden med kurs mod en musikskole i den centrale del af byen.
Nogle timer senere ringede hun hjem og fortalte, at hun havde fået tilbudt et vellønnet job med gøre reklame for et kosmetikfirma.
Det var det sidste, familien Orlando hørte fra deres næstyngste datter. Næste gang telefonen ringede med nyt om Emanuela, kom det fra hendes angivelige bortførere.
Da Johannes Paul 2. et par uger efter forsvindingen nævnte Emanuela i sin ugentlige Angelus-bøn, arbejdede politiet imidlertid stadig med en teori om, at hun var stukket af.
Alligevel paven appellerede til »de ansvarlige« om at give Orlandi-familien deres datter tilbage. Hvordan vidste han, at hun var kidnappet og fortsat i live?
Kort efter stillede »bortførerne« deres krav: Hvis familien – og Vatikanet – ville se Emanuela i live igen, skulle de sørge for, at Mehmet Ali Agca blev løsladt.
En lidt for god historie
Ali Agca, der var medlem af den tyrkiske terrorgruppe »De grå ulve«, sad fængslet, efter at han to år forinden havde forsøgt at dræbe paven under en ceremoni på Peterspladsen.
Han var fra sin celle begyndt at tale med politiet om, hvordan bulgarske agenter havde hyret ham til at begå attentatet – angiveligt på foranledning af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Styret i Kreml ville sætte en stopper for den polske paves ihærdige arbejde med at udbrede evangeliet bag jerntæppet og samtidig undergrave den kommunistiske blok politisk.
Nu, da det var mislykkedes, skulle Ali Agca hentes ud af fængslet, før han fortalte for meget.
Bortførelsen af Emanuela skete med andre ord som led i en storpolitisk styrkeprøve midt under Den Kolde Krigs nervepirrende slutspil.
Det var en god historie.
Men den var også for god til at være sand, fik journalisten Andrea Purgatori bekræftet hos kilder i den italienske efterretningstjeneste.
Purgatori var, fortæller han i Netflix-dokumentaren, overbevist om, at koldkrigssporet var én stor og spektakulær afledningsmanøvre.
Et røgslør, paven selv var med til at lægge ud under et besøg hos Orlandi-familien, og som skulle dække over en eksplosiv hemmelighed i Vatikanet.
At journalisten, da han skrev en artikel om teorien i den konservative avis Corriere della Sera, omgående blev taget af sagen, synes kun at bekræfte, at der var noget om snakken.
»Det er et spil om magten«
Purgatori havde en mistanke om, at bortførelsen i stedet skulle sættes forbindelse med mafiaorganisationer. Men der skulle gå over 20 år, før den blev bekræftet.
Et tv-program om forsvindinger fandt i 2006, via et anonymt tip, frem til en kvinde ved navn Sabrina Minardi.
Minardi, der i 1980erne var kærester med lederen af den romerske Banda della Magliana, kunne fortælle, at hun var sammen med Emanuela i dagene efter bortførelsen.
Sabrina Minardi, der var kærester med den romerske mafiaboss, Enrico de Pedis, er et af de få pålidelige vidner i sagen om Emanuela Orlandi.
Den 15-årige pige blev i halvt bedøvet tilstand flyttet rundt på forskellige adresser, indtil Minardi på en benzinstation i Vatikanet afleverede hende til en mand i præstekjole.
Da hun bagefter spurgte sin kæreste om, hvad der var gang i, svarede han gådefuldt: »Det er alt sammen et spil om magten.«
Efter Minardis vidnesbyrd blev efterforskningen, der i mellemtiden var løbet sur i vildspor og tavshed, genåbnet.
Det lykkedes at finde frem til et fangerum på en af de adresser, hun havde angivet, hvilket syntes at bekræfte historien.
Samtidig blev de nye oplysninger i medierne sat i forbindelse med en gigantisk og makaber skandale, der i månederne inden bortførelsen havde rystet Vatikanet.
»We want our money back«
Få dage før Emanuela forsvandt, blev bankmanden Roberto Calvi fundet hængt under Blackfriars Bridge i London med lommerne fulde af sten og penge i forskellige valutaer.
Britisk politi konkluderede, at der var tale om et rituelt mafiamord, og at bestyrelsesformanden i Banco Ambrosiano var blevet dræbt til skræk og advarsel.
Calvi havde specialiseret sig i at vaske de kriminelle organisationers penge hvide via Vatikanets finansielle enhed, »Instituttet for religiøse værker«.
En lønsom operation, der – ifølge mediernes teori – samtidig gjorde det muligt for pave Johannes Paul at sponsorere oppositionsbevægelser bag jerntæppet – først og fremmest hans hjemlands fagbevægelse Solidaritet.
Men da Banco Ambrosiano krakkede, mistede mafiaorganisationerne enorme summer, der var sendt til hvidvask.
Nu ville de have pengene tilbage, og bortførelsen af Emanuela var et led i bestræbelserne for at få Vatikanet til at punge ud.
Men der er også en anden mulig forklaring på Magliana-bandens indblanding:
De romerske gangstere agerede på anmodning af højtstående medlemmer af Vatikanet for at dække over en helt anden type af forbrydelser.
Groomet af »en person tæt på paven«
Det er den teori, Netflix-dokumentaren nu har bragt på banen med afsæt i hidtil ukendte oplysninger fra en af Emanuelas skolekammerater.
Det nye vidnesbyrd skal, som alt andet i sagen, tages med et gran salt.
Lækkede dokumenter og anonyme tip har gennem de seneste år placeret Emanuela såvel på et katolsk kvindehjem i London som i en tom grav på en kirkegård i Vatikanet.
En mand er ud af ingenting dukket op med hendes tværfløjte under armen og en historie om, at han er den fysiske gerningsmand til bortførelsen.
I alle tilfælde vildspor, som synes plantet for at vedligeholde røgsløret over, hvad der i virkeligheden skete i forsommeren 1983.
Skolevenindens historie passer imidlertid som fod i hose med de seneste års afsløringer af nærmest systematiske pædofile overgreb blandt gejstlige.
Samt, ikke mindst, kirkens indtil for nylig energiske forsøg på at dække over dem med alle midler.
Ifølge veninden betroede Emanuela hende kort før sin forsvinding, at hun var blevet seksuelt forulempet af en person meget tæt på paven.
Emanuela er i himlen …
Var det for at hindre den truende afsløring af en højtstående kirkeleder som seksualforbryder, at Magliana-banden blev hyret til at kidnappe Emanuela?
Så højtstående, at sandheden fortsat næsten 40 år senere er livsfarlig for Vatikanet – eller i hvert fald magtfulde dele af det?
Den pavelige anklagemyndigheds efterforskning vil måske give os svar på såvel disse som en mængde andre spørgsmål og løse ender i sagen.
Eller måske ikke. Hverken myndigheder eller mediers undersøgelser gennem de seneste 40 år inviterer til optimisme.
Denne gang har efterforskerne imidlertid det hidtil bedste udgangspunkt for at komme til bunds i sagen: De ved formentlig allerede, hvad der er sket.
Emanuela er i himlen. Men hvordan og hvorfor er hun kommet derop?
