Har Benedikt 16. forbrudt sig mod det ottende bud? Har han, for at sige det ligeud, løjet efterforskerne lige op i ansigtet?
Eller er det sandt, når den tidligere pave bedyrer, at hans urigtige vidneudsagn i forbindelse med en undersøgelse af pædofili skyldes »en forglemmelse«?
Uanset hvad og hvem man vælger at tro, får den 94-årige kirkeleder svært ved at redde sit eftermæle.
Alt tyder på, at ekspaven som minimum har en række undladelsessynder på samvittigheden i kampen mod den svøbe, som han ellers i sin tid gik til valg på at komme til livs.
Og ingen – heller ikke efterfølgeren Frans – har tilsyneladende tænkt sig for alvor at komme ham til undsætning.
Undersøgelsen af overgreb i München, der omfatter anklager mod Benedikt som tidligere ærkebiskop i byen, blev kendt i slutningen af sidste uge.
Men der gik adskillige dage i larmende tavshed, før Vatikanets pressetjeneste onsdag rykkede ud med et halvhjertet forsvar.
Samtidig har lederne af emerituspavens egen tyske kirke ikke tænkt sig at lade ham dø i synden.
Georg Bätzing, der er formand for den tyske bispekonference, kritiserede i sidste uge Benedikts »katastrofale opførsel«.
Og biskoppen af Aachen, Helmut Dieser, sendte i sin seneste søndagsprædiken denne bandbulle afsted med adresse til Benedikts residens i Mater Esslesiae-klosteret i Rom:
»Det er ikke rimeligt, at de ansvarlige (for at overgrebene kunne finde sted. red.) forsøger at slippe afsted med undskyldninger om, at de intet vidste, eller at situationen dengang var en anden.«
Dom mod præster fik ingen konsekvens
Det er en 1.700 sider lang rapport om præster og andre gejstliges seksuelle misbrug af mindreårige i ærkebispedømmet München, der har bragt Benedikt i skudlinjen.
Rapporten, der er bestilt af det sydtyske storbystifts nuværende leder, Reinhard Marx, dokumenterer 497 overgreb i perioden 1945-2019.
Efterforskerne konkluderer, at skiftende ærkebiskopper systematisk undlod at skride ind overfor de i alt 173 pædofile præster, heriblandt også den tidligere pave.
Joseph Ratzinger, som er Benedikts »borgerlige« navn, var ærkebiskop i München fra 1977 til 1982, og rapporten beskylder ham for i mindst fire tilfælde at have dækket over misbrugere.
To af dem blev endog dømt for overgrebene, men fik lov til at fortsætte med at fungere som præster, og de blev heller ikke på anden måde straffet i den katolske kirkes eget retssystem.
Rapporten betegner det som »stærkt sandsynligt«, at den senere pave som minimum havde kendskab til, hvad der foregik. Men ikke nok med det.
Efterforskerne kan også bevise, at han deltog i et møde om en af de pædofile præster i januar 1980.
Det havde Benedikt ellers, i et ikke færre end 82 sider langt skriftligt vidneudsagn, benægtet overfor efterforskerne, og det er denne »forglemmelse«, han nu har indrømmet.
»Alt dette svineri i vores kirke«
Den tidligere pave hævder ganske vist – så meget kan han nu godt huske – at mødet handlede om at finde et terapiforløb til den pædofile præst. Ikke om at dække over hans overgreb.
Men det ændrer ikke på, at rapporten og hans pinlige »løgn« overfor efterforskerne vil blive siddende som en uafvaskelig plet på den hvide pavekjole.
Og for den ærekære kirkeleder må være som en skæbnens stærkt uretfærdige ironi, at netop han i sit livs absolutte efterår nu skal trækkes gennem en pædofiliskandale.
For han fulgte jo blot »firmapolitikken« under forgængeren Johannes Paul 2.
Den polske pave nøjedes ikke med at ignorere pædofilisager men betegnede også afsløringer af dem som konspiration og hævnaktioner mod den katolske kirke.
En linje, som Benedikt aktivt bakkede op om, mens han fra 1981 og 24 år frem stod i spidsen for Vatikanets Troslærekongregation – efterfølgeren for den berygtede inkvisition.
Men da konklavet efter Johannes Pauls død i 2005 valgte ham som ny pave, var det netop på et program om at muge ud i såvel seksuelle overgreb som økonomiske skandaler.
»Alt dette svineri i vores kirke,« skal han have råbt, mens han slog ud med armene overfor kardinalerne forsamlet i Det Sixtinske Kapel.
Hvorefter de gav ham carte blanche at rydde op. Som fornyer men også som garant for en fortsat konservativ kurs i værdipolitiske spørgsmål som homoseksualitet og forholdet mellem kønnene.
En ulv i fåreklæder?
Det er i lyset af det sidstnævnte mandat, at rapporten og den tyske kirkes »offensiv« mod Benedikt skal ses, siger kilder tæt på ham til italienske medier.
I ekspavens hjemland støtter man efterfølgeren Frans' mere »venstreorienterede« kurs. Og tilsværtningen er led i en magtkamp om den katolske kirkes overordnede politiske linje, lyder det.
Hvem ved? Under alle omstændigheder hører det med til historien, at Benedikt selv smed håndklædet i ringen, da han i 2013 – som den første pave i 700 år – valgte at abdicere.
Han havde ikke i sin allerede dengang fremskredne alder de fornødne kræfter til at gennemtrumfe de nødvendige reformer, forklarede han.
Muligvis manglede han som »firmaets mand« gennem årtier også noget af viljen.
I hvert fald er det under Frans, at der er blevet gennemført egentlige kulegravninger af pædofili indenfor kirkens rækker i adskillige store katolske lande.
I Tyskland eksempelvis, både nationalt og indenfor de enkelte stifter, og i Frankrig, hvor kirken efter at have dokumenteret mindst 330.000 ofre for overgreb nu har afsat 20 millioner euro til erstatninger.
Selv Spaniens fodslæbende kirkeledere har på baggrund af et materiale indsamlet af avisen El País iværksat en undersøgelse. Dog først efter »kammeratlige« samtaler med paven.
Alt sammen utænkeligt for blot få år siden, omend Vatikanet ifølge kritikere fortsat går alt for forsigtigt frem, og overgreb fortsat finder sted.
Og hvis ret skal være ret, var Benedikt den første pave, som åbent talte om problemerne og tog spæde skridt til at gøre noget ved dem.
Men det skete »omgivet af ulve«, der modarbejdede reformerne, har han forklaret som undskyldning for sin fiasko.
Måske »glemte« Benedikt også, at han selv gennem årtier var en del af koblet. Rapporten fra München og den tidligere paves dårlige hukommelse tyder på det.
