Mafiaboss på flugt nød livet med gourmetmad og Viagra, men havde en sorg: »Hvorfor vil hun ikke vide af mig?«

Ransagningen af Matteo Messina Denaros skjulesteder viser, at han takket være tavshedens lov, omertà, levede et ubekymret luksusliv. Men også, at den filosofisk anlagte mafiaboss havde sit at slås med.

Det gav et lille gib i efterforskerne, da de kort efter anholdelsen af Matteo Messina Denaro fandt frem til hans seneste skjulested.

Inde i mafiabossens lille, men komfortable lejlighed stirrede to berømte og forhærdede forbrydere på dem.

Fra fiktionens verden, vel at mærke.

På en »The Godfather«-plakat var Marlon Brando i rollen som don Vito Corleone iklædt sit stiveste puds, med en rød rose i reverset.

Og under en anden fra filmen »Joker« havde Messina Denaro tilføjet sin favorit blandt Batman-skurkens skarpe replikker:

»Der er altid en udvej, hvis du ikke kan finde den, må du smadre alt.«

Filmplakater af Marlon Brando i rollen som »The Godfather« Vito Corleone og Batmanskurken »Joker« udgjorde den selvironiske udsmykning på væggene i lejligheden, hvor Cosa Nostra-bossen Matteo Messina Denaro skjulte sig. Carabinieri Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Det er ikke usædvanligt, at virkelighedens mafiosi interesserer sig for eller ligefrem dyrker film og litteratur om deres underverden.

Hjemme hos bosser fra den napolitanske Camorra har man fundet rum, der til mindste detalje var indrettet som i den populære tv-serie »Gomorrah«.

Men i den nu fængslede sicilianske boss' tilfælde var den egocentriske fascination formentlig iblandet en god portion selvironi.

I hvert fald tegner fundene i de foreløbig tre skjulesteder, som politiet har fundet frem til, billedet af en overraskende sofistikeret og sammensat forbryder.

Viagra, modetøj og måltider til 700 euro

Matteo Messina Denaro havde levet under jorden i næsten 30 år, da han for en uge siden blev anholdt på en privatklinik i Palermo efter en behandling for kræft.

Og det første, som falder i øjnene, er, hvor frit Italiens mest eftersøgte forbryder færdedes på sin hjemegn i det sydvestlige Sicllien og uden tilsyneladende at nægte sig selv ret meget.

Mens en anden boss på mangeårig flugt, Bernardo Provenzano, levede på en sten, opførte hans kollega fra Corleone-klanen sig – med en efterforskers ord – »ikke ligefrem som en munk«.

En betjent fra det italienske carabinieri-korps holder vagt uden for et af Matteo Messina Denaros i alt tre skjulesteder i Campobello di Mazara, der ligger få kilometer fra hans fødeby i det sydvestlige hjørne af Sicilien. Antonio Parrinello/Reuters/Ritzau Scanpix

I skjulestederne har politiet fundet kondomer og Viagra som vidnesbyrd om, at hverken alder eller sygdom havde svækket Messina Denaros interesse for det modsatte køn.

Et større antal sko og moderigtigt tøj var indkøbt i Palermos fineste butikker.

Og mafiabossens mani med at gemme kvitteringer har ikke blot afsløret restaurantbesøg til 700 euro.

Regningerne viser også, at Messina Denaro færdedes hjemmevant på diverse etablissementer i den lille by Campobello di Mazara, hvor han de seneste år har holdt til.

Beskyttet af omertà

Bossen optrådte ganske vist ikke under eget navn.

Det var som Andrea Bonafede, at han købte en Alfa Romeo Giulietta og betalte den kontant. Samt modtog sine tre stik mod covid-19 på et lokalt vaccinationscenter.

Men manden, der havde lånt ham sin identitet, boede også i byen. Og såvel den rigtige som den falske Andrea Bonafede var patienter hos samme praktiserende læge.

Messina Denaros nærmest himmelråbende ubekymrede liv under jorden sår ikke blot tvivl om myndighedernes evne – og vilje – til at finde ham.

Det viser samtidig, hvor stor magt Cosa Nostra og tavshedens lov, omertà, fortsat har i et lille samfund, hvor alle i teorien kender alle.

Matteo Messina Denaro på et billede taget, efter at han mandag blev anholdt. Den 60-årige mafiaboss ligner ikke længere manden på politiets fotos af eftersøgte, hævder lokale i byen, hvor han holdt til. Det kan diskuteres. Carabinieri Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Beboerne i Campobello di Mazara har da også de seneste dage haft travlt med at vaske hænder over for de mange besøgende journalister:

De kunne jo ikke gå og holde øje med alle, og selvom mafiabossen til daglig færdedes blandt dem, lignede han ikke længere manden fra politiets billeder af eftersøgte, lyder det.

Enkelte har også blankt indrømmet, at de ikke skulle have noget klinket i forhold til en forbryder, der var med til at udføre 1990ernes bølge af terror mod dommere, politifolk og civile.

»Hvis blot tiden kunne skrues tilbage«

Med god grund. Messina Denaro ynder efter sigende at minde om, at han personligt har dræbt tilstrækkelig mange til at fylde en kirkegård.

Ifølge efterforskerne har han omkring 50 menneskeliv på samvittigheden. Men deres fund i skjulestederne har samtidig afsløret den brutale morder som et dannet og eftertænksomt menneske.

I en dagbog, hvor bossen kommenterer både politiske begivenheder og private forhold, begræder han blandt andet det ikkeeksisterede forhold til sin eneste datter.

»Hvorfor vil hun ikke vide af mig,« spørger han med et suk.

Messina Denaro, der er en særdeles belæst mand, var tilsyneladende i gang med en biografi om den russiske præsident, Vladimir Putin, da han blev anholdt.

På bossens natbord lå også romaner og bøger om filosofi. Og breve, som politiet tidligere er kommet i besiddelse af, vidner om både dyb kulturel indsigt og talent for at skrive.

»En af de ting, jeg fortryder i mit liv – en af de største fejl – er mine manglende studier,« erkender han i et af brevene og fortsætter:

»Jeg var en dygtig elev, men blev distraheret af andre ting. Kunne tiden skrues tilbage, ville jeg uden tvivl opnå en universitetsgrad.«

Det havde givetvis været bedst for alle parter. Ikke mindst de op mod 50, der mistede livet som ofre for Messina Denaros »andre ting«.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa