Det bestialske lavpunkt var mordet på en dreng. Nu er 30 års jagt på mafiabossen slut

Matteo Messina Denaro var den sidste af de historiske bosser fra Cosa Nostras blodigste generation, som endnu var i live og på fri fod. Retfærdigheden har været længe undervejs, men nu sker den fyldest.

Det var 30 års ydmygelser, som sluttede, da Matteo Messina Denaro mandag morgen blev pågrebet på en privat kræftklinik i Palermo på Sicilien.

Den 60-årige mafiaboss har været eftersøgt med lys og lygte siden 1993. Lige så længe har hans evne til at skjule sig nådesløst udstillet den italienske stats afmagt.

Og selvom anholdelsen næppe vil stække den organiserede kriminalitet nævneværdigt, blev der ikke desto mindre draget et højlydt lettelsens suk på regeringskontorerne i Rom.

»Dette er en kæmpesejr for staten, som beviser, at vi aldrig må give op over for mafiaen,« lød det triumferende fra premierminister Giorgia Meloni kort efter anholdelsen.

Med Messina Denaro bag lås og slå kan myndighederne med ro i sindet hævde, at lovens lange arm i sidste instans, og trods alt, er stærkere end bossernes indflydelse.

Samtidig kan de endelig sætte punktum for opgøret med den sicilianske Cosa Nostras blodigste generation nogensinde.

Og set i dette historiske lys kunne klapsalverne fra en gruppe Palermo-borgere, mens betjente fra Carabinieri-korpset førte mafiabossen bort, vanskeligt være mere fortjente.

Omkring 50 mord på samvittigheden

Matteo Messina Denaro er født i Castelvetrano – en mindre by i det sydvestlige hjørne af Sicilien – som søn af den lokale boss.

Han gjorde imidlertid mafiakarriere i den magtfulde Corleone-klan.

Salvatore »Toto« Riina – den legendariske Cosa Nostra-leder, der døde på et fængselshospital i 2017 – regnede ham som den mest intelligente og talentfulde blandt sine løjtnanter.

Og det var som højtstående medlem af Riinas organisation, at Messina Denaro pådrog sig medansvar for hovedparten af de blodige forbrydelser, han – in absentia – allerede er dømt for.

Mest opsigtsvækkende er bilbomberne, der i 1993 med få måneders mellemrum dræbte de to antimafiadommere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.

Attentater, der ligesom mordet på en Carabinieri-general nogle år forinden, blev udført i forsøg på at få den italienske stat til at bøje sig for Corleone-klanen.

Matteo Messina Denaro var allerede som stor teenager et fremtrædende medlem af den berygtede Corleone-klan. Han blev eftersøgt i 1993 og har levet halvdelen af livet under jorden. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Messina Denaro deltog også flittigt i de indbyrdes opgør mellem mafiamedlemmer, der op gennem 1980erne og i begyndelsen af 1990erne spredte skræk og rædsel overalt i Italien.

U’Siccu (Den Tørre) eller Diabolik, som bossen også kaldes, menes at have cirka 50 menneskeliv på samvittigheden.

Heriblandt flere gravide kvinder og børn – med mordet på den 13-årige søn af en mafiaafhopper som et bestialsk lavpunkt.

Drengen blev bortført og sad i to år fanget at hindre faderen i at tale, men blev til sidst likvideret, hvorefter liget blev opløst i syre.

En outsider med smag for mode og latin

Mens Messina Denaro, hvad angår brutalitet, således ikke skiller sig ud fra den uhyggelige norm i Cosa Nostra, er han på flere punkter atypisk.

»Han er en dannet mand, der elsker klassisk litteratur og helst læser den på latin eller græsk,« har en kilde i sikkerhedsstyrkerne oplyst til den spanske avis El País.

Modsat hovedparten af sine nøjsomme og mere grove kolleger interesserer bossen sig desuden for dyrt tøj, parfume og hurtige biler.

Salvatore »Toto« Riina så Messina Dennaro som sin naturlige efterfølger og kritiserede ham for at ikke at leve op til sit kald som leder af Cosa Nostra. Marie-Laure Messana/Ritzau Scanpix

En levemand, med andre ord, der – lige fra han i teenageårene lynhurtigt steg i graderne – i vid udstrækning har kørt sit eget løb, tilføjer kilden.

Derfor har han heller aldrig beklædt posten som capo dei capi. Da »Toto« Riina i 1993 blev anholdt, var det i stedet Bernardo Provenzano, som overtog ledelsen.

Riina havde foretrukket Messina Denaro, og fra sin fængselscelle kritiserede han senere sin protegé for at svigte Cosa Nostra til fordel for sine egne forretninger.

På »flugt« i sin hjemegn

Både forretningerne og fælles mafiaaktiviteter – der blandt andet omfatter interesser i ejendomsbranchen, vindenergiprojekter og onlinevæddemål – er blevet passet upåvirket af tilværelsen som eftersøgt.

Og Messina Dennaro har tilsyneladende under hovedparten af sin 30 år lange »flugt« opholdt sig i området omkring hjembyen, Castelvetrano.

Ligesom Riina og Provenzano, der formåede at leve under jorden i henholdsvis 30 og 43 år, nød han godt af sin indflydelse i et lokalsamfund, hvor de færreste tør sætte sig op mod mafiaen.

Premierminister Giorgia Meloni lykønsker chefen for Carabinieri-korpset på Sicilien med anholdelsen af den historiske mafiaboss. Ritzau Scanpix

Men mandag morgen gik den ikke længere. Sygdom er hver mands herre, og politiet var kommet under vejr med kræftbehandlingen på en privatklinik i Palermo.

Mafiabossen kan nu efter alt at dømme se frem til at tilbringe resten af livet bag tremmer og under de særlig hårde afsoningsforhold, som gælder for alvorlige mafiaforbrydelser.

Det er slut med modetøj og parfume, og der vil kun være latinen tilbage.

Samtidig – og nok så vigtigt for retsfølelsen i Italien – sætter Messina Dennaros fald punktum for årtiers opgør med den blodigste generation i Cosa Nostras nyere historie.

Retfærdigheden har været længe undervejs, men nu sker den fyldest.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa