Udenrigsminister er sikker: Storbritannien forlader EU inden deadline

Ifølge den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, tyder det på, at der er flertal for Boris Johnsons Brexit-aftale, og Raab er sikker på, at Storbritannien forlader EU inden 31. oktober.

MEXICO BRITAIN DIPLOMACY
Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, føler sig overbevist om, at det lykkes at få Brexit gennemført senest 31. oktober. Arkivfoto: Jose Mendez/EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSE MENDEZ

Efter at Boris Johnson lørdag aften modvilligt bad formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, om en udsættelse af deadline for Brexit, siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, at han er sikker på, at Storbritannien forlader EU inden deadline 31. oktober, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Raab tyder det på, at der er flertal for Johnsons Brexit-aftale i Underhuset, og at det britiske parlament ikke »vil lykkes med at køre Johnsons aftale i sænk«.

»Han har aftalen. Vi ser ud til at have flertallet i Underhuset. Hvorfor har parlamentet ikke vedtaget den? Det kommer vi til at gøre i næste uge,« siger Dominic Raab til BBC.

Boris Johnson tabte lørdag en afstemning i parlamentet, der betød, at han var lovmæssigt forpligtet til at bede EU om udsættelse. Det skete kun to dage efter, at Boris Johnson havde forhandlet en skilsmisseaftale på plads med EU, der kunne levere Brexit til tiden – altså 31. oktober.

Boris Johnson ville have Underhusets godkendelse af aftalen i en fart, men den konservative parlamentariker Oliver Letwin stillede et ændringsforslag, som udsatte selve afstemningen om skilsmisseaftalen, indtil aftalen lå som bindende lovtekst.

Og det gør den ikke endnu.

Underhuset vedtog Letwins ændringsforslag med stemmerne 322 mod 306, hvilket kan betyde, at Brexit endnu en gang udskydes. Men ikke, hvis det står til udenrigsminister Dominic Raab, der altså mener, at skilsmissen gennemføres inden 31. oktober.

Dermed bakker han den linje op, Boris Johnson har lagt det seneste døgn.

Boris Johnson underskrev ikke det brev, som parlamentetet pålagde ham at sende. Det var den officielle anmodning om udsættelse af Brexit. Samtidig sendte han dog et andet – og underskrevet – brev til EU-formand Donald Tusk, hvori han går imod en udsættelse af deadline for Brexit.

Opdateres ...