Poul Høi: Derfor blev Johnsons aftale torpederet

Letwin-forslaget er blevet stemt igennem. Det er det blevet af én årsag. Lynanalyse af Poul Høi, korrespondent i Storbritannien.

Foto: VICKIE FLORES

Der er kun én grund til, at det i dag gik galt for Boris Johnson - og det er mangel på tillid.

Der er formentlig i Underhuset flertal for hans skilsmisseaftale med EU, men der er ikke et flertal, som tiltror ham, at han loyalt vil føre den ud i livet og gøre den til bindende lov. Og derfor har Underhuset nu vedtaget at udsætte vedtagelsen af Brexit.

De vil have Brexit udsat, ind til Johnson har fremsat sit forslag som bindende lov. Og så vil det givetvis stemme for hans aftale.

Det lyder kompliceret, men er det egentlig ikke. Bundlinjen er tillid, og det kan sammenlignes med forskellen på en aftale via håndslag eller en aftale på papir.

Boris Johnson har i dag bedt Underhuset om at give ham håndslag på sin skilsmisseaftale, og så kunne han tage dem ud af EU 31. oktober. Men nok parlamentarikere er bange for, at han vil snyde dem og for eksempel føre briterne ud af EU 31. oktober, og når de så har forladt EU, vil han fremsætte Brexit-love, som ikke rummer, hvad de har givet håndslag på i dag.

Derfor vil de have aftalen skriftligt. De vil have lovene til vedtagelse.