Francoise Noguès har fået masser af gode råd om, hvordan hun bør skelne mellem præsidenten og sønnen; den offentlige figur og privatpersonen.
Men hun kan ikke. Hun vil ikke. For lederen af verdens tredjestørste atommagt er jo stadig hendes elskede »Manu«. Hun kan ikke lade være med at bekymre sig for ham.
Og nu, hvor hun første gang lader sig interviewe, viser den franske præsidents moder åbenhjerteligt frem af sms'erne, hun jævnligt sender til ham.
»Jeg genkendte slipset, jeg har foræret dig,« skriver hun begejstret i en af dem efter at have set sønnen i tv.
»Husk nu overfrakken, Manu, det er koldt i dag,« formaner hun i en anden.
Samtidig forsvarer Francoise Noguès sin søn med næb og klør.
En butiksekspedient i den nordfranske hjemby, Amiens, som hun hører tale om »den idiot« – ce con – får meget bestemt at vide, at »den herre har altså også en mor«, og at man skal tale ordentligt om folk.
Eksmanden – præsidentens far, Jean-Michel Macron – får også læst og påskrevet, når han nogle gange vover at kritisere en af sønnens politiske beslutninger.
»Forgudet af to stærke kvinder«
Francoise Noguès' udtalte moderinstinkt er næppe usædvanligt.
Alligevel føjer hendes måde at leve det ud på endnu et lag til billedet af Emmanuel Macron som et vidunderbarn, der aldrig er blevet helt voksen, og som kalder på omsorg.
»Han er forgudet af to stærke kvinder, der har ofret sig for ham og har allieret sig for at beskytte ham,« som Gaël Tchakaloff, der har interviewet Francoise Noguès til sin nye bog, formulerer det.
Den anden kvinde er naturligvis Brigitte Macron – præsidentens 24 år ældre hustru, som han »scorede«, mens hun var hans lærer i gymnasiet, og som et kvart århundrede senere fortsat er hans uadskillelige livsledsager.
Det er egentlig om dette umage, men velfungerende powerpar, at bogen »Tant qu'on est tous Les Deux« – Så længe vi blot er sammen – skal handle. Det lykkes kun delvist, fordi bogen er blevet til under bizarre omstændigheder.
Gaël Tchakaloff havde i årevis været især Brigittes gode veninde. Og da den politiske journalist sidste år pludselig meddelte, at hun ville skrive en bog om parret, boykottede en vred Emmanuel Macron projektet.
Bogen mangler derfor egentlige interview med hovedpersonerne, men giver ikke desto mindre via personer tæt på dem et interessant indblik i deres forhold og dermed den franske præsidents usædvanlige personlighed.
Historien mest sammensmeltede præsidentpar
Da Emmanuel og Brigitte forelskede sig i hinanden, blev han i første omgang flyttet til et gymnasium i Paris. Dels for at »køle ned«. Dels for at stoppe den ondskabsfulde sladder i Amiens.
Men Emmanuel Macron holdt fast. Hun forlod sin familie. Og til sidst fik de hinanden. Ifølge en gammel veninde er sejren over den lille bys provinsielle og intolerante småborgerlighed deres vigtigste drivkraft.
»Da de trådte frem på Louvre (efter valgsejren i 2017, red.), fældede jeg en tåre og sagde til mig selv, at nu havde de fået hele Frankrig til at acceptere deres forhold,« siger veninden til Gaël Tchakaloff og tilføjer:
»Det var én stor fuckfinger til deres fortid og en smuk revanche efter alt det, som de måtte igennem.«
Gaspard Gantzer, Macrons gamle studiekammerat, der arbejdede sammen med ham som rådgiver for forgængeren, Francois Hollande, er enig.
»Det er, som om deres sejr over Amiens' lille verden har givet dem en evig kraft. Jeg kender intet par, der efter flere end 20 år sammen stadig udstråler så intense følelser for hinanden og så stærk en forståelse,« siger han.
En forståelse, der vel at mærke samtidig bliver brugt aktivt til at fremme hans karriere.
»Hun giver ham vinger med sin betingelsesløse kærlighed – en grænseløs selvtillid. De er historiens mest sammensmeltede præsidentpar,« pointerer Gantzer.
»House of Cards« på fransk
Andre er knap så venlige.
En anden tidligere kollega, der optræder anonymt, fremstiller Brigitte og Emmanuel Macron som en kun lidt mindre kynisk fransk pendant til Claire og Frank Underwood fra tv-serien »House of Cards«.
»De har ingen venner, de bygger kun netværker og er kun ærlige over for hinanden. Det værste er, at de foregiver hjertelighed,« siger eksvennen.
Han nævner tidligere premierminister Michel Rocard et eksempel på en række mentorer, der har fået den kolde skulder, efter at Macron ikke længere havde brug for ham.
Dette er næppe usædvanligt i politik på højeste niveau. Det vigtigste problem er, at præsidenten samtidig er troløs i intellektuel forstand; at han ikke har nogen politisk overbevisning og vision.
»Han spiller teater. Han er Mitterrand på Louvre og Chirac ude blandt folk. Og han er en glimrende skuespiller, men franskmændene fornemmer, at han ikke har nogen substans,« lyder den hårde dom.
Frihed og arrogance
Hvad, der for nogle er tegn på ideologisk tomhed, handler for andre – præsidentens kone og hans mor, eksempelvis – om en utæmmelig trang til frihed, til at tænke og tale frit.
Og dette er netop problemet, mener en af hans ministre, der ligeledes optræder anonymt i Gaël Tchakaloffs bog.
»Macron er beruset af frihed. Men magtudøvelse er vigtigere end personlig frihed – i hvert fald i hans job,« mener ministeren.
For selvom præsidenten har et knivskarpt intellekt og et ualmindelig vindende væsen, går det indimellem galt, når han insisterer på at improvisere og følge sit instinkt.
Så kommer han til at sige det »forkerte« og til at virke arrogant.
Som da han for et par år siden for åben skærm belærte en arbejdsløs gartner om, at hvis de gik over på den anden side af gaden, så skulle Macron nok på nul komma fem finde ham et job.
»Han elsker at fyre disse små sætninger (»petites phrases«, red.) af, men en enkelt frisk bemærkning kan ødelægge et helt års politisk benarbejde« sukker ministeren.
Vaccineekspertise og dødsforagt
Samme medarbejder – der næppe vil være populær i Élysée-palæet, hvis hans identitet skulle blive afsløret – mener desuden at vide, at det hele bunder i usikkerhed.
Macron kompenserer for sit svage politiske kompas med hyperaktivitet, hvilket også gør ham til en dårlig leder, der har svært ved at uddelegere ansvar.
»Han sætter sig ind i de mindste detaljer. Eksempelvis befinder vi os p.t. i en situation, hvor præsidenten er en af verdens førende eksperter i Pfizer, Moderna og AstraZeneca-vaccinerne,« bemærker ministeren sarkastisk.
Macrons totale dødsforagt, når han optræder offentligt, fuldender billedet af en passioneret og dynamisk, men også letfærdig og studentikos politiker.
Præsidentens livvagter lader frustreret Gaël Tchakaloff forstå, at han ofte gør deres arbejde umuligt, når han kaster sig ind i menneskemængder, uden at dette er aftalt på forhånd.
Hvor let det kan gå galt, stod klart, da en ung mand for nylig nåede at stikke Macron en lussing under et besøg i en by nær Lyon, inden vagterne kunne gribe ind.
»Han ved ikke, hvad han vil med sit liv«
Er det derfor, ægteskabet med en langt ældre og mere livserfaren kvinde fungerer så godt – professionelt og privat? Fordi hun både kan støtte, rådgive og holde ham i ørerne?
Gaël Tchakaloff overværer et par situationer, hvor Brigitte griber ind. Blandt andet ved at rydde præsidentens kalender, så han havde tid til at overveje beslutningen om igen at lukke Frankrig ned tidligere på året.
Hverken hun eller Francoise Noguès lægger imidlertid skjul på, at de ser frem til afskeden med Élysée-palæet, så Macron kan komme i gang med at udleve sit kunstneriske talent som forfatter.
Både hustruen og moderen er overbeviste om, at præsidenten, når det er slut, forlader politik.
»Som 27-årig anede han endnu ikke, hvad han ville foretage sig i livet. Sådan tror jeg stadig, at det er,« konkluderer Francoise Noguès.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
