Syv smittede ud af 42 millioner indbyggere? Det ligner en tidsindstillet coronabombe over Østeuropa

Over hele Østeuropa er antallet af coronasmittede usædvanligt lavt sammenlignet med Vesteuropa, på trods af at millioner af mennesker hyppigt rejser frem og tilbage for at arbejde. Eksperter frygter, at det reelle antal smittede er langt højere, end myndighederne er klar til at håndtere.

I lufthavnen i Lviv i det vestlige Ukraine får en passager fredag målt sin temperatur ved ankomst. Tilsyneladende har byen dog endnu ikke modtaget nogen coronatest, fortæller de lokale myndigheder. Markiian Lyseiko/EPA/Ritzau Scanpix

En 71-årig ukrainsk pensionist havde haft det dårligt i nogle dage. Hun havde lige været i Polen på besøg med sin familie, og symptomerne begyndte, et par dage efter at hun var steget af toget i sin hjemby, Radomyshl, 100 kilometer vest for Kiev.

Men det var søndag, og hun skulle da i kirke. Hun sprang nadveren over, fortæller den lokale præst til BBC Ukraine. Men hun kyssede ikonerne, som det er skik for ortodokse kristne. Måske kyssede nogle af de 20-25 andre kirkegængere ikonerne efter hende. Det er svært at sige, fortæller præsten.