Det politiske dødvande i Sverige er endelig forbi. Blå blok er kollapset, og partiet Liberalerna har forladt den borgerlige alliance. I hvert fald i Malmø.
Indtil videre er det kun lokalpolitik på den anden side af Øresundsbroen og langt fra Stockholm. Men det kan være et forvarsel om det endelige og snarlige sammenbrud for det borgerlige samarbejde i Sverige på landsplan. I næste uge skal Riksdagen stemme om en mulig socialdemokratisk ledet regering, der kan få støtte fra Sveriges liberale partier.
Den socialdemokratiske leder og statsminister i det svenske forretningsministerium, Stefan Löfven, har sagt, at han i de kommende dage er parat til konkrete forhandlinger med Centerpartiets leder, Annie Lööf, om et regeringsgrundlag. Liberalernas leder, Jan Björlund, sagde sent onsdag efter flere dages internt rivegilde i partiet, at man vil samarbejde med Löfven som statsminister, hvis Socialdemokraterna foretager »et reelt højresving«.
En trist følelse
I Malmø vil Liberalerne med deres fire pladser i kommunalbestyrelsen nu indgå i et samarbejde med venstrefløjen, der sikrer, at Socialdemokraterna kan fastholde det greb om magten i kommunen, som de har haft med undtagelse af to valgperioder siden 1919.
»Det føles i dag trist, at så få kan forvolde så megen skade,« lød den skuffede og bitre kommentar på Facebook til den lokalpolitiske udvikling, fra Tobias Billström, Moderaternas gruppeformand i Riksdagen.
Han er fra Malmø og valgt for den lokale valgkreds. Billstrøm skriver, at det havde været »virkeligt godt« for Malmøs befolkning, hvis de havde fået både en borgerlig alliance-regering i Sverige og et alliance-styre i Malmø på plads samtidig.
Det får de altså ikke. Tværtimod ser det i øjeblikket ud til, at svenskerne heller ikke vil få den forventede borgerlige koalitionsregering efter valget 9. september. Det var ikke det, der lå lige for, da Löfven måtte indkassere Socialdemokraternas dårligste valgresultat nogensinde. Men de fire partier i den borgerlige alliance – Moderaterna, Kristdemokraterna, Centerpartiet og Liberalerna – har været lige så uenige efter valget, som de gjorde sig umage for at fremstå enige under valgkampen.
Meget at vinde ved samarbejde
Det har givet Socialdemokraterna chancen. Til gengæld må Löfven i givet fald sluge at »føre borgerlig politik«, lover Centerpartiets Lööf. Hun har offentliggjort en liste med angiveligt ufravigelige krav til et regeringssamarbejde. Löfven har erklæret, at det må de jo tale om. Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, har syrligt sagt, at Lööf vel ikke for alvor tror, at venstrefløjen vil lægge de nødvendige stemmer til en politik »til højre for« den seneste borgerlige regering.
Moderaternas tidligere statsminister Carl Bildt har ikke stor tiltro til, at en socialdemokratisk regering vil føre borgerlig politik.
Omvendt har de involverede partier meget at vinde. Socialdemokraterna kan beholde magten og bryde det borgerlige sammenhold. Liberalerna og Centerpartiet kan opfylde deres klareste valgløfte om at holde Sverigedemokraterna fra magt og indflydelse og selv få indflydelse. Vänsterpartiet kan fortsat påvirke politikken i en regering under rød ledelse, og partiet har ligesom de liberale udnævnt Sverigedemokraterna til hovedfjenden.
Hvordan Löfvens regeringsbud kommer til at se ud, og hvem der eventuelt bliver støttepartier, ved ingen endnu. Meget skal falde på plads under de kommende dages forhandlinger. Men det kan blive et resultat, der vil gøre Billström og Moderaterna endnu mere triste til mode end begivenhederne i Malmø.