Nu bliver partiledere tvunget til politisk gruppearbejde for at finde Sveriges nye regering

Den politiske krise i Sverige er på syvende uge efter valget så fuldstændigt fastlåst, at man nu bevæger sig ud på ukendt grund i hjørnerne af det politiske system for at finde frem til en ny regering.

Den svenske talman, Andreas Norlén, mødes mandag med Socialdemokraternas Stefan Löfven (med ryggen til), der ikke havde fundet støtte til en regering. Derefter mødtes Norlén med samtlige partiledere en efter en som planlagt. Men i stedet for at udpege en ny forhandlingsleder vil Norlén nu have politisk gruppearbejde, hvor udvalgte partiledere i fællesskab skal drøfte mulighederne for at danne regering. 10060 Henrik Montgomery/TT/Scanpix

Nu skal Sverige prøve en overraskende og helt ny metode for at finde frem til en ny regering. Den svenske talman, formanden for Riksdagen, vil fra tirsdag indkalde partiledere til en slags politisk gruppearbejde ud fra fire mulige kombinationer i en ny regering. Den uprøvede kreative løsning kom bag på alle og blev præsenteret på et pressemøde sent mandag af Andreas Norlén, der som talman i det svenske system har ansvaret for at styre regeringsforhandlingerne.

»Der er ingen garanti for, at det her bliver en succes,« erkendte talmannen. En politisk analytiker kaldte det »et desperat svar« på den politiske krise og helt mislykkede regeringsforhandlinger. Syv uger uger efter valget er svenskerne ikke på nogen måde kommet nærmere en ny regering.

Norlén understregede, at »Sverige fortsat fungerer« trods den fastlåste politiske situation. Han henviste til, at Sveriges tidligere regering som det nuværende forretningsministerium kan tage sig af eventuelle kriser. Men hans overraskende beslutning kan ikke skjule, at svensk politik er helt fastlåst og handlingslammet.

Efterfølgende mente flere politiske analytikere, at Norlén nu famler sig frem helt ude i det politiske systems yderste hjørner i en politisk situation uden fortilfælde i nyere svensk historie.

»Det er et desperat svar på det dødvande, som svensk politik befinder sig i nu,« lød analysen fra Expressens politiske kommentator, K-G Bergsström, efter Norléns overraskende beslutning.

»At nogen form for gruppediskussion skal ændre på det, har jeg svært ved at se det realistiske i.«

Aftonbladets politiske kommentator, Lena Mellin, konstaterede, at talmannen »virker frustreret«, og at hun ikke på forhånd »havde hørt nogen tale om« ideen med at sætte partierne sammen i grupper.

Den store koalition afprøves først

Med ansvaret for at bane vejen frem imod en ny regering er Norléns idé at indkalde partiformændene ud fra fire mulige regeringskoalitioner, som så i fællesskab skal drøfte konkret politik og muligheden for at arbejde sammen.

Første bud bliver »den store koalition«, som Norlén præsenterede den i form af de hidtidige regeringspartier Socialdemokraterna og Miljöpartiet sammen med den borgerlige »Alliansen« i form af Moderaterna, Centerpartiet, Kristdemokraterna og Liberalerna.

Dernæst følger det tiltænkte gruppearbejde i form af tre muligheder i prioriteteret rækkefølge, som de pågældende partiledere vil blive indkaldt til:

Socialdemokraterna, Miljöpartiet, Centerpartiet og Liberalerna.

Den borgerlige alliances fire partier plus Miljöpartiet.

Alliancen alene i forskellige varianter »4-3-2-1«, som Norlén udtrykte det.

Moderaternas partileder, Ulf Kristersson, har sagt, at han er parat til at danne både en mindretalsregering kun med deltagelse af sit eget parti eller med de partier i alliancen, som vil være villige til at deltage.

»Sonderingsværktøjet har ikke virket,« erkendte Norlén på pressemødet om regeringsforhandlingerne hidtil. Både Moderaternas partileder, Kristersson, og Socialdemokraternas partileder, Stefan Löfven, har haft to uger til forhandlinger uden noget som helst resultat.

Derfor er der hastigt voksende pres på Norlén. Mandag mødtes han med samtlige partiledere efter tur. Forud havde både partiformænd og politiske analytikere erklæret, at det er på høje tid at prøve en af regeringskombinationerne ved en afstemning i Riksdagen.

Her må et regeringsbud ikke få et flertal imod sig, men behøver ikke at have et absolut flertal bag sig. Stemmes de fire muligheder ned, udløser det automatisk nyvalg - eller ekstravalg, som det hedder i Sverige.

Den mulighed kalde Norlén for et »nederlag for det svenske demokrati«, som han vil gøre alt for at undgå.

Yderpartier kan kun se til

De foreløbige tabere i det nye politiske eksperimentarium i Sverige er Vänsterpartiet yderst på venstrefløjen og Sverigedemokraterna yderst på højrefløjen, der slet ikke er blevet indbudt til nogen af de mulige regeringskombinationer. Ifølge Norlén er det, fordi de to partier ikke har indgået i nogen af de regeringsalternativer, som hidtil har været på tale.

Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, er sammen med Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, sat helt uden for de forhandlinger, som nu skal finde sted i Sverige. 10030 Jonas Ekströmer/TT/Scanpix

Til gengæld har de muligheden for at se hovedrystende til, hvis de øvrige partier under gruppearbejdet blot skændes videre og graver sig yderligere ned i de politiske skyttegrave.

Sverigedemokraternas partifomand, Jimmie Åkesson, sagde, at han under mandagens samtale med Norlén havde foreslået, at han kunne blive den næste til at lede regeringforhandlingerne.

»Det er ikke, fordi jeg tror, at jeg vil blive statsminister, men fordi vi behøver noget, der kan røre lidt i gryden,« sagde Åkesson på et pressemøde og forsøgte at holde en masken uden alt for tydelig sarkasme.

»Jeg kan ikke bedømme talmannens reaktion på den idé.«