Jimmie Åkessons forlovede bliver borgmester i hjemkommune

På landsplan er det et politisk tabu under regeringsforhandlingerne, men lokale afdelinger af Moderaterna og Kristdemokraterna har valgt at bryde partilinjen og sikrer en delt borgmesterpost til Louise Erixon, der er Åkessons forlovede.

Sverigedemokraterna i Sölvesborg i det Sydlige Sverige fejrede partiets valgsejr 9. september. I partiformanden Jimmie Åkessons hjemkommune fik partiet omkring 28 procent af stemmerne, og det rækker nu via et politisk samarbejde til en delt borgmesterpost til Åkessons forlovede og den lokale partiformand, Louise Erixon. Foto: LInda Kastrup 

Partiet Sverigedemokraterna har sikret sig en markant symbolsk sejr efter det svenske kommunalvalg, der fandt sted samtidig med valget til den svenske riksdag 9. september. Det indvandrerkritiske parti har via en kontroversiel aftale med de to borgerlige partier Moderaterna og Kristdemokraterna samt borgerlisten SoL-partiet fået en delt borgmesterpost i partileder Jimmie Åkessons hjemkommune Sölvesborg.

Sverigedemokraternas borgmester i kommunen i det sydvestlige Blekinge bliver partiets lokale partiformand, Louise Erixon, der er Åkessons forlovede. Sammen har parret en fireårig søn.

»Vi er meget enige i mange sager. Vi har i forvejen samarbejdet på nogle områder,« sagde Erixon ifølge SVT ved offentliggørelsen af samarbejdet, der bryder mange års socialdemokratisk magtmonopol i kommunen.

Det ledende borgerlige parti, Moderaterna, har i lighed med andre svenske partier på landsplan hidtil afvist ethvert samarbejde med Sverigedemokraterna, men partiets lokalformand, Emilie Pilthammar, sagde på pressekonferencen, at man i Sölvesborg har »et andet billede af Sverigedemokraterna, end man har andre steder«. Det borgerlige samarbejde giver den anden borgmesterpost til Pilthammar i den aftalte deling af magten.

Knurren i Stockholm

Pilthammar indrømmede samtidig, at beslutningen ikke nyder fuld opbakning fra Moderaternas partileder, Ulf Kristersson, som er i gang med regeringsforhandlingerne i Stockholm med den klare intention at blive Sveriges nye statsminister.

»Jeg har informeret mit parti om det, men vi er ikke enige om, hvorvidt det er godt eller dårligt,« sagde Pilthammar ifølge SVT.

De to liberale partier, Centerpartiet og Liberalerna, har begge afvist at gå med i eller støtte en borgerlig regering, der vil være afhængig af Sverigedemokraternas direkte støtte i Riksdagen.

Sverigedemokraterna har ifølge TT også sikret sig borgmesterposten i den skånske kommune Hörby via et samarbejde med Moderaterna og en borgerliste.