Skarptunget talskvinde skræmmer vælgerne i europæisk land: »EU og USA vil tvinge jer til selvmord«

Hvis italienerne ikke stemmer en mere medgørlig regering til magten, vil det gå dem ilde, truer russisk talskvinde. Men risikerer det uhørt direkte forsøg på at påvirke valget 25. september at ramme Kreml i nakken som en boomerang?

Maria Sakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, opfordrer italienerne til at vælge en ny regering og droppe sanktionerne. Ellers kommer de til at begå økonomisk selvmord. Arkivfoto: Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix Olga Maltseva

Det kan godt være, at de italienske politikere ikke selv ser deres land som det svageste led i kæden af vestlige allierede.

Men det gør Vladimir Putin.

Og nu sætter regimet i Kreml alle sejl til for at bringe en mere Moskva-venlig regering til magten i Rom og på den måde splitte EU-landene i konflikten om Ukraine.

Som overalt i Europa diskuterer italienerne for øjeblikket, hvordan man bedst kommer gennem en vinter, der kan blive lang og kold uden russisk gas.

Tirsdag præsenterede energiminister Roberto Cingolani en række sparetiltag, og planen udløste få timer senere en overraskende kraftig reaktion fra Kreml.

En række moderate og i første omgang frivillige sparetiltag, som den italienske energiminister Roberto Cingolani præsenterede, er ifølge Kreml et skridt på vejen mod økonomisk selvmord. Angelo Carconi/EPA/Ritzau Scanpix

Tiltagene, der i første omgang er frivillige, går blandt andet ud på at skrue et par grader ned for varmen og lade være med at spilkoge sin spaghetti.

Men det forhindrede ikke det russiske udenrigsministeriums skarptungede talskvinde, Maria Sakhokova, i at opmale et dommedagsscenarium.

»Italienerne kommer til at lide på grund af et diktat fra Bruxelles, (der igen handler) efter ordre fra Washington,« skrev hun på Telegram som indledning på en længere svada.

En amerikansk konspiration

Italien hærges af en ny pandemi, der denne gang er fremprovokeret af følgagtige politikere i Rom, lyder Sakhorovas analyse.

Inflationen har nået højder, der ikke er set siden 1980erne. Priserne på daglige fornødenheder er steget med ti procent, og det er først lige begyndt.

»Det italienske folk bliver holdt som gidsler og presset til at begå økonomisk selvmord for at føre sindssyge vestlige sanktioner (mod Rusland, red.) ud i livet,« skriver talskvinden og lancerer en konspirationsteori:

»Når jeres arbejdsomme virksomheder er krakket, vil yankeerne komme og opkøbe det hele til fordelagtig pris.«

Maria Sakharova – her sammen med sin chef, udenrigsminister Sergej Lavrov – har før gjort sig bemærket med polemiske udtalelser. Som da hun i februar sarkastisk bad en række engelsksprogede medier om »en plan for vores invasioner i år, så jeg kan planlægge min ferie«. Få dage senere gik Rusland til angreb på Ukraine. AFP/Ritzau Scanpix

Sakharova undlader ganske vist at opfordre italienerne til at skifte de USA-venlige lakajer i den nuværende regering ud med mere Moskva-venlige kræfter.

Men det har hun gjort før, og indlægget kan, få uger før valget 25. september, vanskelig ses som andet end et forsøg på at skræmme vælgerne i det store sydeuropæiske land.

Boomerangeffekt

Den italienske regering er ifølge la Repubblica irriteret over den uhørt direkte russiske indblanding i valgkampagnen.

Men samtidig tolkes Sakharovas lidet sofistikerede fremgangsmåde som udtryk for desperation.

Den russiske indblanding skal angiveligt hjælpe Vladimir Putins bedste ven i italienske politik, Matteo Salvini, der her taler på en pressekonference i Moskva i 2016. Men den åbenlyse støtte til lederen af det højrenationale parti Lega kan give bagslag. Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix

»Det er et oplagt forsøg på destabilisering, men ordvalget er så primitivt, at det risikerer at skabe en boomerangeffekt og gavne de proatlantiske kræfter,« siger kilder i udenrigsministeriet til Corriere della Sera.

Samtidig er der timingen.

Den russiske talskvinde offentliggjorde sit opråb til italienerne, få dage efter at lederen af den højrenationale Lega, Matteo Salvini, kritiserede sanktionerne mod Moskva som virkningsløst selvpineri.

»Hvor i alverden er det nu, jeg har hørt Sakharovas argumenter om sanktionernes skadelige effekt på italiensk erhvervsliv før,« spørger det socialdemokratiske parlamentsmedlem Filippo Sensi ironisk på Twitter.

Selvom italienernes støtte til sanktionspolitikken begynder at vakle, sælger det næppe mange billetter for Salvini så direkte at fremstå som en bugtalerdukke for Kreml.