Giorgia Meloni har gentaget det gang på gang gennem de seneste uger.
Italien bliver ikke »Vestens svage led i kæden«, hvis den højrenationale leder – som alt tyder på – kan danne regering efter valget 25. september.
Men det er lettere sagt end gjort, når man deler bord og seng med en af Vladimir Putins bedste venner i Europa.
Meloni måtte i bogstavelig forstand tage sig til hovedet, da hendes alliancepartner i weekenden talte under det årlige politiske og økonomiske debatforum i Cernobbio ved Comosøen.
Matteo Salvini, der står i spidsen for det ligeledes højrenationale parti Lega, brugte hovedparten af sit indlæg på at kritisere EUs sanktioner mod Rusland.
Ifølge Salvini virker de slet ikke efter hensigten, men gør russerne rigere, mens europæerne – og især italienerne – bliver fattigere.
»De (russerne) har opnået et handelsoverskud på 140 milliarder euro, og rublen har aldrig stået så stærkt som nu,« hævdede Lega-lederen og fortsatte som et ekko af regimet i Kreml:
»Vi er på vej ind i en blindgyde. Vi skader blot os selv, og ingen politikere tør tale om det. Ud over mig.«
Postfascist men ikke Putin-venlig
Siden valget i Italien blev udskrevet midt i juli, har Giorgia Meloni haft travlt med at forsikre omverdenen, at hun ikke har planer om at (gen) indføre et fascistisk styre.
Hendes parti, Fratelli D'Italia, nedstammer ganske vist i lige linje fra Movimento Sociale Italiana, der blev stiftet af Mussolini-nostalgikere.
Men det var dengang. I dag er partiet blot lidt konservativt i betrækket, i stil med the tories i Storbritannien, hævder Meloni.
Det kan diskuteres. Når det handler om konflikten i Ukraine og den vestlige alliance mod Rusland, er der imidlertid ingen slinger i valsen.
Modsat mange af sine europæiske meningsfæller har den højrenationale leder på intet tidspunkt flirtet med regimet i Kreml.
Selvom hun stod uden for Mario Draghis nu væltede nationale samlingsregering, har hun loyalt bakket op om dens proatlantiske udenrigspolitik.
Og kort før Matteo Salvinis svada på mødet ved Comosøen havde Meloni samme sted svoret, at en regering under hendes ledelse fortsat vil støtte såvel sanktioner som våbenleverancer til styret i Kyiv.
Men hvem af de to alliancepartnere skal man tro?
Vrangvillige alliancepartnere
De seneste meningsmålinger, offentliggjort mandag, giver Melonis Fratelli D'Italia 24,2 procent af stemmerne.
Det vil, hvis de holder, gøre det højrenationale parti til Italiens største med godt to procentpoint ned til det socialdemokratiske Partito Democratico.
Når Meloni er storfavorit til premierministerposten, skyldes det imidlertid især valgalliancen med de to øvrige partier på højrefløjen, der samlet set står langt stærkere end den splittede venstrefløj
Salvinis Lega og Silvio Berlusconis engang dominerende Forza Italia må nøjes med henholdsvis 13,5 og 8,1 procent
Men det vil ikke nødvendigvis få de to alliancepartnere til at rette ind. Begge nægter at melde klart ud, om de vil pege på Meloni.
Berlusconi gav hende, mens hun i 00erne var minister i hans regering, det sexistiske øgenavn »Snurretoppen«, og den tidligere premierminister lægger ikke skjul på sin ringeagt.
Salvini kæmper for at vinde værdigheden som konge af Italiens nationalistiske højrefløj tilbage.
Og når han kritiserer sanktionerne, handler det ikke kun om slet skjulte russiske sympatier, men også om politisk opportunisme.
På fisketur blandt sanktionsmodstandere
90 procent af italienerne er bekymrede over den faldende købekraft og prisstigningerne på især energi, viser en opinionsundersøgelse, der ligeledes blev offentliggjort mandag.
Og selvom et flertal af italienerne bakker op om de sanktioner, som Rusland nu direkte kæder sammen med manglende gasleverancer (og dermed højere priser), er støtten ulige fordelt.
På højrefløjen er langt flere skeptiske, og blandt Melonis egne vælgere synes hele 55 procent, at sanktionerne er en dårlig idé.
Kan Salvini generobre blot nogle de potentielle stemmer, han det seneste års tid har mistet til Fratelli D'Italia, er hakkeordenen ikke længere oplagt.
Samtidig skal Meloni ikke regne alt for meget med Berlusconi, når det handler om politikken over for Rusland.
Officielt støtter Forza Italia ganske vist sanktionspolitikken. Men Il Cavaliere har også i årevis plejet et personligt venskab med Vladimir Putin, og gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig.
Tre uger er altid lang tid i italiensk politik, og midt i en krig og en galopperende energikrise skal intet tages for givet.
Det eneste sikre synes at være, at italienerne 25. september vælger en regering domineret af højrenationale kræfter.
Men vil den fortsat støtte alliancen mod Rusland, eller bliver den det svage led i kæden, som får sammenholdet til at briste?
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
