Det kan undre, at en toppolitiker i et moderne, vestligt demokrati finder det nødvendigt at afsværge en totalitær ideologi fra mellemkrigstiden.
Men det var præcis, hvad Giorgia Meloni så sig nødsaget til, da hun på spejderære og i tre eksemplarer – på engelsk, fransk og spansk – forsikrede, at hun ikke er fascist.
For bekymringen i en række europæiske hovedstæder forud for det italienske parlamentsvalg 25. september er de seneste uger vokset eksplosivt.
En valgalliance af højrepartier er ifølge meningsmålingerne klar favorit til at vinde valget.
Og Melonis Fratelli d'Italia står til at blive det største parti, hvilket som udgangspunkt sikrer hende posten som premierminister.
Det er sådan set ikke, fordi alliancepartnerne – Matteo Salvini fra højrenationale Lega og den uopslidelige cavaliere, Silvio Berlusconi – er meget mere tillidsvækkende. Men Meloni står i spidsen for et parti, der nedstammer fra I Fasci italiani di combattimento – en paramilitær organisation, som for præcis hundrede år siden hjalp den fascistiske diktator, Benito Mussolini, til magten.
Og det vækker ubehag i et Europa, der – udfordret af en række kriser – har brug for et pålideligt Italien.
Aggressiv gæstetale
Ifølge Meloni er det hele den venstresnoede italienske presses skyld.
Det er den, som har fordrejet sandheden, hævder hun i en række videoer indtalt på flere sprog, som onsdag blev offentliggjort på hendes Facebook-side.
Og sandheden er – forklarer hun – at Fratelli d'Italia blot er et lidt konservativt parti på linje med de britiske tories, Republikanerne i USA og israelske Likud.
Det er rigtigt, at aviser som La Repubblica og La Stampa de seneste uger har vendt hver en sten i Melinis biografi på udkik efter fascistiske tics.
Desuden har Meloni erkendt, at hun nok gav den lige lovlig meget gas, da hun i juni var gæstetaler ved et valgmøde for Fratelli d'Italias spanske søsterparti, Vox.
En optræden, der fandt sted, kort før alliancepartnerne Salvini og Berlusconi væltede Mario Draghis nationale samlingsregering og fremprovokerede valg.
I et ekstremt aggressivt tonefald udpegede Meloni homoseksuelle, aborttilhængere og migranter som fjender af den europæiske civilisation.
Og det er i høj grad videoklip fra talen, som har fået internationale medier til at skrive bekymret om fascismens genkomst.
30 år undervejs
»Den italienske højrefløj har dog allerede for årtier siden henvist fascismen til historien,« forsikrede Meloni i onsdagens video og fortsatte:
»Vi fordømmer uden omsvøb annulleringen af demokratiet og de infame antisemitiske love.«
Meloni meldte sig allerede som 15-årig ind i Movimento Sociale Italiano (MSI), der blev dannet i 1946 af Mussolini-nostalgikere.
Lige siden har hun været aktiv i politik som medlem af diverse arvtagere til det postfascistiske parti. Senest Fratelli d'Italia, som hun var med til at stifte i 2013.
I al den tid – 30 år – har den højrenationale politiker aldrig fundet lejlighed til utvetydigt at fordømme fascismen, men nu kom den fordømmelse altså.
Og med videoerne, der også indeholdt forsikringer om støtte til den vestlige alliance mod »Ruslands brutale aggression i Ukraine«, håber Meloni at kunne lægge debatten død i de kommende ugers valgkamp.
Det sker næppe.
Hvad med den gamle flamme?
Historikere og politiske modstandere har ganske vist hilst fordømmelsen velkommen, men de minder samtidig om, at opgøret med fascismen på ingen måde er totalt.
Eksempelvis brænder der fortsat en flamme i de italienske nationalfarver på Fratelli d'Italias logo. Et symbol, partiet har arvet fra MSI, og som symboliserer den evige ild ved Mussolinis grav.
»Samtidig fordømmer Meloni kun visse voldelige sider af fascismen. Men fascismen var også en politisk kultur, som hun samlet set burde lægge afstand til,« siger forfatteren Antonio Scurati til La Repubblica.
Scurati, der har skrevet en monumental, fiktionaliseret biografi om Mussolini, minder om, at »Il Duce« ikke kun opfandt fascismen som ideologi.
Han var også årtier forud for sin tid, når det handler om brugen af de populistiske virkemidler, der i dag er en integreret del af politik – og ikke kun på yderfløjene.
Mussolini var ikke blot en brutal tyran, men også en blændende taler og en dygtig »skuespiller«, der verbalt, og hvad angår kropssprog, havde et unikt talent for at iscenesætte sig selv.
Fascistisk flirteri
Den fascistiske diktator har derfor også efterladt sig et arsenal af bevingede ord og karakteristiske kropspositurer, som ikke blot Meloni, men også andre højrenationale ledere jævnligt flirter med.
Lega-leder Matteo Salvini elsker at piske en stemning op på sociale medier ved at lade sig afbillede med hænderne hvilende på hoften.
Der rejste sig også et ramaskrig, da Salvini for et par år siden under en valgkamp lod sig hylde på en balkon i byen Forli, hvorfra »Il Duce« holdt flere af sine mest berømte taler.
Melonis referencer er mere subtile. Som da hun umiddelbart efter Draghi-regeringens fald først i juli talte ved et møde på Piazza Vittorio i Rom.
»Nu har vi haft tre regeringer (siden det seneste valg i 2018. red.). Har nogen af dem fungeret,« råbte hun ud over folkemængden og svarede selv:
»Nej, historien har givet os ret.«
»Faren er ikke fortiden men nutiden«
Det sidste konstatering ligner, minder den franskbaserede italiensekspert Luciano Cheles om, en reference til Mussolinis sidste interview.
»En ung person vil træde frem som leder og uundgåeligt genrejse fascismens ideer. Historien vil give mig ret,« sagde diktatoren til en journalist fem dage før, han blev likvideret.
Melonis parafrase er, påpeger Cheles over for The Guardian, næppe tilfældig.
Og den klinger unægtelig skæbnesvangert netop i hundredåret for fascistiske militsers march mod Rom, der i oktober 1922 bragte Mussolini til magten.
Antonio Scurati tror ikke, at historien vil gentage sig. De frygtede, sortskjortede squadristi vil ikke genopstå.
Men det betyder ikke, at Giorgia Meloni – hvis hun vinder valget – vil gå over i historien som en speedsnakkende romersk version af Margaret Thatcher.
»Fortiden vender ikke tilbage. Faren er nutidig. Det, som er på spil, er hovedhjørnestenene i vores liberale demokrati som eksempelvis retten til abort,« vurderer forfatteren.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
