I Danmark forbinder vi byen med »Romeo og Julie« samt, måske især, med Preben Elkjærs berømte mål scoret i strømpesokker. I resten af Italien har den i årevis været kendt som »Sorte Verona«.
Det var her, byrådet afprøvede radikale ideer om private borgerværn og apartheid i offentlig transport. Og det var her, man uddelte små plastikfostre som velkomstgave ved antiabortkonferencer.
Så meget desto mere opsigtsvækkende er Damiano Tommasis erobring af den højrenationale højborg ved søndagens kommunalvalg, som fandt sted i en række italienske byer.
Den tidligere landsholdsspiller og midtbaneslider for AS Roma stillede op for en lokalliste med støtte det socialdemokratiske Partito Democratico og Femstjernebevægelsen.
Og han vandt på trods af en ildsprudende smædekampagne anført af byens hidtidige borgmester fra det postfascistiske parti Fratelli d'Italia.
Også den lokale biskop advarede om, at byen ville ende som Sodoma og Gomorra, hvis venstrefløjen kom til magten.
Men et klart flertal af veroneserne valgte at tage risikoen for Guds straf og at give en chance til Tommasi – der i øvrigt er praktiserede katolik, gift med sin ungdomskæreste og far til seks børn.
Spillede sæson for lærligeløn
Det overraskende systemskifte ligner et vendepunkt, ikke kun for Verona, men for hele Italien.
»Dette resultat styrker os i opbygningen af en centrumvenstrealliance, der kan vinde også på nationalt niveau,« lyder det håbefuldt fra den socialdemokratiske leder, Enrico Letta.
Italienerne skal til valg senest i begyndelsen af 2023. Men inden Letta begynder at lægge ministerkabaler på baggrund af triumfen i Verona, bør han gøre sig to ting klart.
For det første har Damiano Tommasi ført sin kampagne tæt på folk og fjernt fra venstrefløjens vante værdikampe – det vender vi tilbage til. For det andet er han Damiano Tommasi.
Fodboldfans vil sikkert især huske stjerner som Francesco Totti og målmaskinen Gabriel Batistuta fra det AS Roma-mandskab, som vandt klubbens seneste italienske mesterskab i 2001.
Men træner Fabio Capello fremhævede Tommasi som holdets vigtigste spiller. En taktisk klog og solidarisk midtbaneslider med lederegenskaber og karisma – både på og uden for banen.
Ikke et øje var tørt, da han som 31-årig vendte tilbage fra en langvarig skade og som tak for klubbens tålmodighed spillede sin sidste sæson i Roma til lærlingeløn – 1.500 euro i måneden.
Samtidig var Tommasi, som en af relativt få topspillere, ikke bange for at tage klar afstand fra den vold og racisme, som var – og er – udbredt blandt mange italienske fangrupper.
Også mens han som helt ung spillede for Hellas Verona, hvor han havde trådt sine barnestøvler, mens Elkjær var i klubben.
Signet af unge aktivister
Efter afslutningen på den professionelle karriere – på amatørbasis fortsatte han med at spille til 2019 – stod Tommasi i en årrække i spidsen for den magtfulde italienske spillerforening.
Sideløbende startede han med sin hustru en skole hjemme i Verona sammen med andre velgørende projekter.
Springet til kommunalpolitik var således ikke så langt. Men hverken Letta eller andre toppolitikere var involveret i signingen.
Det var en gruppe unge græsrødder, der overtalte Tommasi, og det er med dem som stab, at han har gennemført og vundet et usædvanlig kampagne.
Ikke et eneste valgmøde, lav profil på de sociale medier. Et ultrakort navn til borgerlisten: »Rete« (net), et endnu kortere slogan »Ora« (nu). Så var den side af sagen klaret.
I stedet har Tommasi tilbragt de seneste mange måneder med at afholde borgermøder eller blot vandre rundt i sin by for at tale med folk og »se dem i øjnene« – ikke mindst i Veronas mest ydmyge kvarterer.
»Her havde højrefløjen domineret i årtier. Vi var aldrig blot i nærheden af bolden,« forklarer en af de unge aktivister, Tommaso Ferrari, til la Repubblica.
Opskriften på succes
Søndag sejrede venstrefløjen for første gang siden begyndelsen af 00erne også i disse omegnskvarterer.
Men nærkontakten med »folket« er efter alt at dømme kun den ene halvdel af opskriften. Den anden kan blive sværere at kopiere.
»Jeg er især stolt over, at vi har formået hele tiden at tale om politik uden at angribe, fornærme og fornedre,« sagde Tommasi efter sin sejr.
Han hæftede sig samtidig ved, at de partier, som støtter ham, havde »lagt deres identitære flag fra sig«.
Ikke alt det woke, med andre ord. Selvfølgelig skal man sige fra over for racisme, som han selv gjorde i sin tid som spiller. Men det vigtige er at se folk i øjnene og forholde sig til deres problemer.
Sådan lyder opskriften på succes for den italienske venstrefløj – i hvert fald i det ikke længere helt så sorte Verona.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
