Vox-lederne holder sig ikke selv tilbage, når det handler om at forsvare »Nationen« mod dens mange indre og ydre fjender.
Alligevel gibbede det i flere af dem, da italienske Giorgia Meloni forleden skreg sig gennem sin tale som gæst ved et af det højrenationale spanske partis valgmøder i Marbella.
»Det er enten ja eller nej,« indledte lederen af Fratelli d'Italia nærmest med en hvisken, hvorefter hun – in crescendo – skridtede fronten af i sin værdipolitik:
Det er nej til den homoseksuelle »lobby«, til »dødskulten« (retten til abort), til islamisterne og migranterne, til den globaliserede storkapital og »bureaukraterne fra Bruxelles«.
Og det er ja til den »naturlige« familie, til livet, til hermetisk lukkede grænser, til folket og, ikke mindst, til »det universelle kors« som symbol på Europas kristne og helst ultrakatolske værdier.
Afleveret i et tonefald og med en mimik, der bragte mindelser om mellemkrigstidens diktator Benito Mussolini, vakte talen opsigt og debat både i Spanien og hjemme i Italien.
Her havde vi fascismen tilbage, og den har taget bolig i en spinkel og lyshåret 45-årig kvinde fra Rom, lød advarslerne på begge sider af det Thyrrenske Hav.
Kommer ulven?
Om diagnosen er rigtig eller forkert, er ikke blevet mindre interessant efter den seneste uges dramatiske begivenheder i italiensk politik.
Torsdag trådte Mario Draghi tilbage som premierminister, efter at højrefløjslederne Silvio Berlusconi og Matteo Salvini havde trukket tæppet væk under hans nationale samlingsregering.
Nyvalg er nu udskrevet til 25. september. Og en højrekoalition, der foruden Berlusconis Forza Italia og Salvinis Lega også omfatter Giorgia Meloni og hendes Fratelli d'Italia, står til at vinde.
Men ikke nok med det. Alt tyder samtidig på, at Meloni løber med premierministerposten.
Hendes parti fører i meningsmålingerne. Og den højrenationale leder, der taktisk klogt valgte at stå uden for Draghis samlingsregering, er desuden Italiens mest populære politiker.
Men vil det, som nogle advarer om, i så fald være »ulven«, der kommer? Er det fascismen, som vender tilbage til magten i landet, hvor den i 1910erne og 1920erne blev født?
Med andre ord: Hvem er Meloni? Hvad vil hun? Og hvad vil det betyde for Italiens plads i verden på et tidspunkt, hvor krigen i Ukraine og dens konsekvenser ryster Europa i sin grundvold?
Mussolini-nostalgiker fra teenageårene
Giorgia Meloni er født og opvokset i Roms folkelige Garbatella-kvarter.
Faderen forlod familien, da hun var 12 år gammel, og Meloni har intet fået foræret, mens hun målrettet arbejdede sig op gennem systemet, først som bartender på diskotek og senere som journalist.
Allerede som 15-årig meldte hun sig ind i ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Italiano, der blev stiftet af tidligere fascister i årene efter Anden Verdenskrig.
Fratelli d'Italia, som Meloni var med til at starte i 2012, nedstammer i lige linje fra de gamle Mussolini-nostalgikeres parti.
Den højrenationale leder tager ganske vist selv klar afstand fra fascismen som ideologi. Men hun gør intet for at stoppe partimedlemmer, der med jævne mellemrum hvidvasker eller ligefrem hylder det tidligere regime.
Under alle omstændigheder hører det med til historien om Meloni, at hun ikke er outsider og systemstormer, men trods sin relativt unge alder en erfaren og driftsikker politiker.
Den højrenationale leder har blandt andet været viceformand i det italienske deputeretkammer, hvor hun har haft sæde siden 2006.
Hun har også ministererfaring som medlem af Silvio Berlusconis regering fra 2008 til 2011.
Ingen russiske lig i lasten
Det var i den forbindelse, at den tidligere premierminister gav Meloni det sexistiske tilnavn »Snurretoppen«.
Nu bliver det efter alt at dømme ham, der må danse efter hendes pibe som consigliere i en ny regering med Matteo Salvini som tredjemand.
Både i Bruxelles og Washington stiger bekymringen for, at Italien med det højrenationale og populistiske triumvirat i spidsen de kommende år bliver en – som minimum – uforudsigelig samarbejdspartner.
På et, i disse måneder, afgørende punkt vil EU og NATO dog fortsat kunne regne med det store sydeuropæiske land – i hvert fald hvis det står til Meloni.
Modsat sine koalitionspartnere har den højrenationale leder ingen russiske lig i lasten.
Hun har ved enkelte lejligheder udtrykt beundring for præsident Vladimir Putin som forsvarer af Europas kristne civilisation og værdier.
Men hun har samtidig hele tiden været urokkelig tilhænger af det transatlantiske samarbejde og har i stedet sine internationale venner på USAs ultrakonservative højrefløj.
Meloni er også klar i mælet, når det handler om støtten til Ukraine, og har, selvom hun stod udenfor regeringen, trofast støttet Draghis politik – herunder våbenhjælp til styret i Kyiv.
Ja, nej, bål og brand
»Hun har satset meget på disse forbindelser (til USA. red.), og i Washington er man nået til den konklusion, at hun er acceptabel,« vurderer politologen Giovanni Orsina over for avisen La Vanguardia og tilføjer:
»Jeg tror til gengæld, at hun får problemer med Frankrig og Tyskland.«
Meloni befinder sig i Europas brogede, højrenationale familie tættere på magthaverne i Polen og Ungarn end eksempelvis den mere socialt orienterede og »republikanske« Marine Le Pen.
Med hende ved magten i EUs tredjestørste land vil tilhængerne af såkaldt illiberalt demokrati stå langt stærkere. Og det vil blive sværere at slå ned på lande, der ikke respekterer fundamentale frihedsrettigheder.
Det var ment som en hån, men denne videomontage kom med omkvædet »Jeg er Giorgia, jeg er kvinde, jeg er mod, jeg er kristen« til at fungere som et visitkort for Meloni i de sociale medier.
For når det kommer til visse værdier, er det – som Meloni råbte under Vox-valgmødet i Marbellas tyrefægterarena – enten ja eller nej.
Homoseksuelle aktivister, kvindeforkæmpere, migranter og repræsentanter for religiøse mindretal i Italien går næppe en gylden fremtid i møde, hvis meningsmålingerne holder stik.
I hvert fald gør de klogt i ikke at stole alt for meget på Melonis NATO-stuerenhed og tilstræbte moderation, advarer den italienskbosatte amerikanske journalist og forfatter David Broder.
»Det kan godt være, at vi ikke alle kommer til at brænde på bålet,« skriver han i en kronik i The New York Times og tilføjer:
»Men hvis den yderste højrefløj overtager magten i Italien eller andre steder, er det givetvis den skæbne, som venter for nogle af os.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
