Silvio Berlusconi har i årevis haft en bromance kørende med Vladimir Putin, og Matteo Salvini har efter alt at dømme modtaget penge af folk nær den russiske leder.
At netop de to endte med at vælte Mario Draghis nationale samlingsregering – trods de seneste dages enorme folkelige opbakning til den hidtidige premierminister – ligner mere end en tanke.
Om ikke andet har de to højrefløjsledere skubbet EUs tredjestørste land ud i et unødvendigt og uforudsigeligt politisk dødvande på et kritisk tidspunkt for både Italien og Europa.
Draghi afleverede torsdag formiddag sin nu definitive afskedsbegæring, efter at Berlusconis konservatíve Forza Italia og Salvinis højrenationale Lega undlod af stemme for et tillidsvotum.
Onsdagens debat i det italienske senat forud for en tillidsafstemning lignede ellers længe en happy end på den ugelange regeringskrise.
I hvert fald for de mange både i og uden for Italien, som foretrækker stabilitet og kontinuitet i en usikker tid.
Draghi, der forrige torsdag bebudede sin afgang i protest mod støttepartiet Femstjernebevægelsens illoyale opførsel, var kommet på bedre tanker.
Massive støtteerklæringer fra både lokalpolitikere, repræsentanter for civilsamfundet og almindelige italienerne var »umulige at ignorere«, lod premierministeren forstå.
Hårdt pres fra en lang række vestlige ledere i både Europa og USA havde givet vis også spillet en rolle.
Fjer i hatten for Putin
Efter Draghis tale midt på formiddagen lignede et nyt mandat fra de »troværdige« partier i det hidtidige flertal bag regeringen en formssag.
Men som timerne gik, stod det klart, at Berlusconi og især Salvini havde lugtet blod efter halvandet års stærkt usædvanlig våbenhvile og arbejdsro i italiensk politik.
Et parlamentsvalg skulle alligevel afholdes senest til marts næste år, og hvorfor ikke udnytte Femstjernebevægelsens stunt til at gå i udbrud og fremskynde valget nogle måneder?
Berlusconi offentliggjorde onsdag en bizar video fra et møde med Salvini, hvor han – mens han holder hånd med sin forlovede Marta Fascina – lægger planer for »kongemordet« på Draghi.
At Draghi-regeringens fald samtidig er en fjer i hatten for Putin-regimet, der allerede ved regeringskrisens udbrud proppede champagnen, bekymrer tilsyneladende ikke Berlusconi og Salvini.
Ej heller, at Italien nu må gå efterårets stadig mere truende monumentale energikrise i møde med et forretningsministerium og ultrakort tid til at udarbejde en finanslov for 2023.
Endelig er der ikke at forglemme risikoen for en ny gældskrise. Kreditvurderingsinstituttet Fitch forudså allerede for et par dage siden »en usikker periode« på finansmarkederne uden Draghi ved roret.
Vil vælgerne tilgive »forræderi«?
En højrealliance, der foruden Forza Italia og Lega også består af Giorgia Melonis postfascistiske Fratelli d'Italia, har længe ligget til at vinde det kommende valg.
Det bliver imidlertid med meningsmålingsfavoritten Meloni, der har stået udenfor de seneste måneders samlingsregering, som leder.
Flere moderate medlemmer af de to partiet har allerede meldt sig ud i protest mod il draghicidio, som de italienske medier kalder »mordet« på premierministeren.
Samtidig vil det vise sig, hvordan vælgerne regerer.
Siden regeringskrisen brød ud, er der opstået en mindre folkebevægelse omkring den tidligere europæiske centralbankchef.
Op mod 2.000 borgmestre fra byer i hele landet og af alle politiske kulører har underskrevet et manifest, som opfordrede premierministeren til at fortsætte sit reformarbejde.
En lang række organisationer, der repræsenterer alt fra miljøaktivister over studerende til dyrlæger, udsendte støtteerklæringer.
Og særligt indtryk gjorde de nærmest tryglende udtalelser fra antimafiaaktivister.
»Risikoen for at kriminelle organisationer får fingre i midler fra EUs genopretningsfond er stor,« lød det eksempelvis fra Maria Falcone – søster til den mafiamyrdede dommer Giovanni Falcone – der tilføjede:
»Draghi er en garanti for, at det ikke vil ske.«
Den garanti forsvinder nu i dette som i andre vigtige spørgsmål, og italienerne går usikre tider i møde.
Alt tyder p.t. på, at de skal til urnerne først i oktober. Men to og en halv måned er lang tid i politik – i særdeleshed italiensk.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
