Sidste år så meget anderledes ud.
Mange var oprørte over, at et land som Qatar var blevet udpeget til at afholde VM i fodbold, og »Nationalelf« – det sagnomspundne tyske herrelandshold – gjorde sig bemærket før en kamp ved at stille sig op med armene om hinanden i sorte trøjer med hvide bogstaver.
»Human rights« var budskabet.
Nu går tyske politikere på listefødder omkring de mellemøstlige ledere.
Ikke bare er Qatar de seneste måneder kommet ind i varmen på den politiske scene i Europa, men særligt i Tyskland er forhåbningen, at Qatars og andre arabiske landes velvillighed også sikrer, at der er varme i stuerne til vinter, når tyskerne på tv-skærmene følger deres elskede landshold i VM-slutrunden.
Etiske overvejelser er skubbet i baggrunden, ligesom der ikke var mange dybere skrupler at spore ved at købe billig russisk naturgas inden Ruslands invasion af Ukraine i februar.
Nu er tyske og europæiske politikere på jagt efter nye handelspartnere til de vigtige energiforsyninger til erhvervsliv og privatboliger.
Ikke hvidt men gråt
Heller ikke denne gang bliver der stillet for mange spørgsmål om, hvordan landenes forhold til demokratiske rettigheder er, eller hvor deres dyrbare naturgas kommer fra.
Når det drejer sig om fossile brændstoffer, er »der ikke noget, der er sort og hvidt, men kun gråt«, erklærede den tyske minister for økonomi og klimabeskyttelse for nylig i et interview i Der Spiegel.
Robert Habeck henviste til, at der »sker fremskridt« i Qatar, og at det er det eneste arabiske land, som har indført en mindsteløn.
Den tyske oppositionsleder for den konservative CDU/CSU-union i parlamentet, Friedrich Merz, forpasser sjældent en mulighed for at rette en skarp kritik mod den tyske regering, men i spørgsmålet om at finde nye steder at skaffe energi fra vejer han sine ord.
Merz siger til Berlingske, at Tyskland må undgå igen at gøre sig afhængig af enkelte landes energiforsyninger, som det skete med Rusland. Etiske overvejelser om handelspartnere er derimod ikke en lære, som han vil drage af det kuldsejlede forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin.
Er der efter erfaringen med Rusland andre lande, hvor Tyskland i fremtiden skal være forsigtig med at købe energi?
»Jeg synes ikke, at det ser særlig kønt ud at lave aftaler om naturgas med Qatar. Det er ikke et land, der svarer til vores forstilling om demokrati og en retsstats principper. På trods af det er vi selvfølgelig nu afhængig af at få energi også fra meget forskellige lande, og det gælder sandsynligvis også Qatar.«
Et af de første synlige beviser på de nye tider blev tyskerne præsenteret for i foråret, da Habeck sammen med en erhvervsdelegation besøgte Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Med i rejseselskabet var ledere af de tyske energiselskaber og fra landets energislugende industrigiganter.
Den tyske vicekansler og »superminister« fra De Grønne ville gerne fortælle om et gryende samarbejde med de arabiske værter om udvikling af vedvarende energi, men i en analyse af besøget konstaterede den tyske avis Handelsblatt, at »den lidt mere ubehagelige del« af besøget var langt vigtigere.
Habeck skulle bane vejen for tysk erhvervslivs adgang til arabisk flydende naturgas med udsigten til svigtende russiske forsyninger. Det ville måske have hjulpet på den arabiske velvillighed over for de nye kunder, hvis tyske toppolitikere og erhvervsliv ikke tidligere i så høj grad havde negligeret Qatar, som den tyske avis konstaterede.
Der er kun få som os
Det energirige ørkenland Qatar er sammen med USA verdensførende på eksport af flydende naturgas, og siden det tyske besøg er Europas og Tysklands behov for erstatte russiske energileverancer blevet endnu mere akut.
Anders Overvad, chefanalytiker i Tænketanken EUROPA, siger, at det ikke som sådan er et problem, at man køber fra, hvad han betegner som »bøllestater«. Problemet er at »blive håbløst afhængig af dem«, som det er sket med Rusland.
Overvad peger på, at Europa i øjeblikket forsøger at sprede energiindkøb over en vifte af lande som Canada, USA, Qatar, Saudi-Arabien, Mozambique og Australien:
»Vi må også være ærlige og sige, at mængden af demokratiske stater, der er i verden, og som vi er ligesindede med, ikke nødvendigvis er særlig lang. Så hvis vi kun vil handle med folk, der ligner os selv, så bliver det her ikke en mulig øvelse. Det er et kompromis.«
Heller ikke indkøbene af naturgas fra lande som USA og Canada er lige velset overalt. Tyske klimaaktivister er oprørte over, at ikke mindst en regering med ministre fra De Grønne på tunge poster overvejer at satse på naturgas udvundet med fracking-teknologi. En mulighed for at skaffe energi, der af Overvad bliver beskrevet som »ekstremt miljøsvinende, men det er ikke der, hvor vi er lige nu«.
Andre europæiske lande er også i færd med at tage kontroversielle beslutninger i jagten på naturgas til at erstatte de nu svindende forsyninger fra Rusland. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan naturgaseksportøren Algeriet udnytter en nyvunden indflydelse over for Spanien, mens Italien vil strække sig langt over for de algeriske ledere for at blive en værdsat kunde.
En vanskelig balance
CDU-leder Merz påpeger, at hans parti ikke har kritiseret, at forbundsregeringens økonomiminister rejste til Qatar, og at det var en rigtig beslutning. Han siger samtidig, at det ville være en meget bedre følelse, hvis han kunne få lov til at stemme en naturgasaftale igennem med Canada og »udnytte muligheden for at importere gas i stor skala«.
»Det ville jeg overhovedet ikke have problemer med,« erklærer Merz.
Hvilken form for nye energikilder minister Habeck og De Grønne i længden kan leve med at prioritere højere end partiets klimaløfter er et andet spørgsmål.
Mange forudser, at Tyskland er på vej ind i en særdeles vanskelig tid, hvor energisikkerhed, klimamål og – måske – etik skal balanceres over for hinanden.
Der er fortsat kritik af Qatar som værtsland for fodbold-VM. Det tyske fodboldforbunds administrerende direktør, den gamle fodboldstjerne Oliver Bierhoff, har for nylig kritiseret Qatars undertrykkelse af homoseksualitet.
I 2018 fandt VM-slutrunden for fodboldherrerne i øvrigt sted i Rusland. Dengang var der ikke protester fra landsholdsspillerne over de russiske værter, men det succesvante landshold oplevede en historisk fiasko med kun en sejr over Sverige og nederlag til Mexico og Sydkorea.
I det mindste havde de fodboldglade tyske tv-seere dengang ingen bekymringer om varmen. Slutrunden på de russiske fodboldbaner foregik om sommeren, og russisk naturgas flød i rigelige mængder. Ingen kunne rigtig forestille sig andet.
