Unge kvinder kan ikke forlade hjemmet uden tilladelse fra mænd. Dødsstraffe bliver igen eksekveret. Ytringsfriheden er blevet yderligere indskrænket. Gæstearbejdere har opnået bedre beskyttelse, men arbejdere i VM-byggerier og kvindelige hushjælpere bliver fortsat udsat for racisme og massiv undertrykkelse.
Dette er alt sammen nøglepunkter i Amnesty Internationals seneste situationsrapport om Qatar. Selvom der på det seneste har været nye tilbageskridt for gæstearbejderes rettigheder, giver menneskeretsorganisationen i et nyt interview udtryk for, at der ikke er grund til at boykotte den kommende VM-slutrunde, der skal finde sted i det omstridte olieland.