Det haster. Europa er nødt til så hurtigt som muligt at gøre sig fri af Ruslands energipolitiske kvælertag.
Men risikerer vi, i den hidsige jagt på alternativer til den russiske gas, at kaste os i armene på de forkerte? Lande, der ser en gylden mulighed for at mele egen kage, og som ikke nødvendigvis står på vores side i konflikten om Ukraine.
Spørgsmålet trænger sig på efter de seneste dages bekymrende begivenheder i et hjørne af Europa, der ellers befinder sig fjernt fra krigen og dens umiddelbare konsekvenser.
Nyheden faldt som en bombe over Madrid i onsdag i sidste uge og var samtidig timet som en personlig ydmygelse af premierminister Pedro Sánchez.
Kort forinden havde den spanske regeringschef i parlamentet forsikret, at forholdet til Algeriet – og de vigtige gasleverancer fra det nordafrikanske land – på ingen måde var i fare.
Nu meddelte regimet i Algier i stedet, at det havde suspenderet en venskabsaftale med Spanien. Og ikke nok med det.
De algeriske finansmyndigheder havde også givet ordre til at stoppe alle transaktioner, som involverer spanske virksomheder, og dermed blokeret samhandlen mellem de to lande.
Selvom gassen i første omgang fortsætter med at flyde, er advarslen fra Algier svær at misforstå.
Lavrovs »afgørende« besøg
Stemningen på tværs af Middelhavets vestlige bassin har ganske vist gennem nogle måneder været spændt på grund af Spaniens kovending i en regional konflikt. Den vender vi tilbage til.
Men hvorfor vælger algerierne at skrue bissen på netop nu?
I Madrid hæfter man sig ved, at optrapningen kommer kort tid efter, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, besøgte Algier midt i maj.
Hans spanske kollega, José Manuel Albares, har ladet forstå, at det er russerne, som opildner algerierne. Og finansminister Nadia Calviño har sagt det lige ud.
Kilder i EU-systemet bekræfter over for avisen El País, at man også i Bruxelles ser Lavrovs besøg som »afgørende« for Algeriets reaktion.
Målet er, lyder det, dels at destabilisere Spanien få uger før det vigtige NATO-topmøde i Madrid sidst på måneden.
Dels, og ikke mindst, at så lus i skindpelsen mellem Spanien og Italien som led i bestræbelserne på at bryde EU-landenes sammenhold i Ukraine-konflikten.
Italien, der er massivt afhængig af russisk gas, gik allerede før krigens udbrud i gang med at nurse de algeriske ledere for at sikre alternative forsyninger.
Fortsætter krisen med Spanien, kan italienerne gafle førstepladsen som den vigtigste europæiske kunde.
Nær allieret siden Sovjet-tiden
Algeriet, der er forbundet med gasledninger til både Spanien og Italien, afviser indigneret at agere som Putins forlængede arm i et bagholdsangreb fra syd vendt mod EU.
Landet varetager blot sine egne interesser, lyder det.
Under alle omstændigheder er det, som om sydeuropæerne i begejstringen over det algeriske gasalternativ har lukket øjnene for en ubekvem virkelighed, påpeger kommentatoren Enric Juliana i La Vanguardia.
Algeriet har, lige siden landet opnåede sin uafhængighed af Frankrig i 1962, været først Sovjetunionens og senere Ruslands vigtigste allierede i Nordafrika.
En stor del af lederne i såvel militæret som efterretningstjenesten har fået vigtige dele af deres uddannelse i Rusland, og de taler russisk.
Algeriets væbnede styrker, som er de stærkeste i regionen, er især udrustet med russiske våben, og det militære samarbejde mellem de to lande er så tæt, at de med jævne mellemrum afvikler fælles øvelser.
Hvis lederne i Algier som minimum er lydhøre over for russiske interesser og gerne varetager disse, når det oven i købet passer i deres kram, ville det med andre ord ikke komme bag på nogen.
Spansk kovending
Under alle omstændigheder handler også Algeriets egen forklaring på konflikten med Spanien om storpolitik og de konturerer af en ny kold krig, som begynder at tegne sig.
Den officielle årsag til den algeriske vrede er premierminister Pedro Sánchez' opsigtsvækkende kovending i konflikten om Vestsahara.
Lige siden spanierne i 1975, mens diktatoren Francisco Franco lå for døden, over hals og hoved forlod deres koloni, har skiftende regeringer i Madrid støttet saharawiernes ret til national selvbestemmelse.
I marts udtalte Sánchez imidlertid i et brev sin støtte til Marokkos plan om i stedet at give det store, men tyndt befolkede ørkenområde autonomi indenfor rammerne af det nordafrikanske kongerige.
Marokkanerne havde – stik mod international ret og på trods af verdenssamfundets fordømmelser – annekteret området i 1975.
Nu gav spanierne – i alt væsentligt – dem ret. Og saharawiernes vigtigste allierede samt Marokkos ærkefjende, Algeriet, var rasende.
Langt mere rasende end Sánchez havde regnet med.
Amerikansk garanti svigtede
For den spanske premierminister handlede det især om at opretholde et godt forhold til Marokko, der er en helt central samarbejdspartner i kampen mod illegal migration og islamistisk terror.
Men Sánchez ville også please USA, der har taget marokkanernes parti i striden om Vestsahara.
Og han troede tydeligvis, at flere højtstående amerikanske regeringsmedlemmers besøg i Algier først på året havde klappet sagen af med algerierne.
Dette er tilsyneladende ikke tilfældet.
Eller også har repræsentanter for andre stormagter på visit i det store nordafrikanske land sidenhen bragt lederskabet på andre tanker. Sergej Lavrov, eksempelvis.
Uanset, hvem man vælger at tro i den spegede og komplekse affære, synes ét sikkert.
Når de europæiske lande leder med lys og lygte efter alternativer til den russiske gas, gør de klogt i at holde sig for øje, at det i mange tilfælde har en pris – såvel i økonomisk som i geopolitisk forstand.
De afrikanske og mellemøstlige lande, som nu træder til, har også deres kartofler at hyppe – ikke mindst i en situation, hvor Europa fremstår mere sårbart end nogensinde.
Flere af dem – som Angola og Congo – har desuden historisk set tætte bånd til Moskva. Og ingen ved, hvornår Sergej Lavrov kommer på besøg.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
