Resten af døgnet var han den sjove kollega, den opmærksomme familiefar, den vellidte fodboldtræner.
Det var i de tidlige morgentimer, han forvandlede sig og gik til angreb. Igen og igen og igen. År efter år efter år.
Danielles historie er – med få variationer – den samme rædselsberetning, som de øvrige ofre kan fortælle.
Det var en kold og mørk novembermorgen i 1996. En tyk tåge hang, som så ofte, over egnen langs den nordfranske Sambre-flod.
Den unge kvinde var til fods på vej til arbejde, da hun fornemmede nogen bag sig. Sekundet efter mærkede hun et tørklæde stramme om halsen.
»Lad være med at gøre modstand. Hvis du gør, som jeg siger, sker der dig ikke noget,« hvæsede en mandestemme ind i hendes øre.
Herefter blev Danielle – der ikke har ønsket at stå frem med sit rigtige navn – trukket ind mellem nogle træer og truet til at udføre oralsex, fortæller hun til avisen Le Figaro.
Da hun anmeldte overfaldet, kunne politiets efterforskere nikke genkendende til fremgangsmåden – og desværre også til signalementet:
En ikke særlig høj mand af europæisk etnicitet, mørkhåret og halvskaldet, uden hverken skæg eller briller, iført skjorte og jeans.
Det kunne være hvem som helst. For det var hvem som helst.
»Hjælpsom, åben og omsorgsfuld«
Dino Scala begik sit første overgreb i 1988, det sidste 30 år senere, og det gik ud over kvinder i alle aldre. Hans yngste offer var blot 13 år, det ældste 48.
I alt 17 fuldbyrdede voldtægter, 12 forsøg og 27 seksuelle overfald af anden karakter står den 61-årige franskmand med italienske rødder tiltalt for ved den retssag, som begyndte fredag.
Alt sammen foregik det i et geografisk begrænset område langs Sambre-floden nær den belgiske grænse, med de mange ofre som vidner, og mens seks politifolk arbejdede på fuld tid med at opklare sagerne.
Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre?
Der er – hvis vi ser bort fra mulige fejl i efterforskningen – tre gode grunde, og den første er den vigtigste:
Ingen havde tilsyneladende fantasi til at forestille sig, at en hyggelig og stilfærdig familiefar kunne være identisk med mediernes mystiske og frygtede »Violeur de la Sambre«.
Og da Dino Scala i 2018 blev anholdt, efter langt om længe at have begået en fejl og overset et overvågningskamera, var alle rystede – herunder hans allernærmeste.
Hans partner gennem hele den periode, overgrebene fandt sted, beskriver ham som en »hjælpsom, åben og omsorgsfuld« ægtefælle.
I den lille by Pont-sur-Sambre, hvor han boede med sin kone og deres tre børn, var han kendt som en stilfærdig, men engageret træner og leder i den lokale fodboldklub.
»Han var snakkesalig og altid i godt humør,« siger en kollega fra motorfabrikken, hvor Dino Scala i årevis arbejdede, til radiostationen Franceinfo og tilføjer:
»Han skjulte det virkelig godt. Det var, som havde han to identiteter.«
Det totale monster
Netop. Dino Scala var Dr. Jekyll det meste af tiden. Men i de tidlige morgentimer – især i vinterhalvåret – forvandlede han sig til Mr. Hyde.
Eller som psykiateren Daniel Zagury har beskrevet det velkendte fænomen i sin bog »La barbarie des hommes ordinaires«, på dansk »De almindelige mænds barbari«:
En Monsieur Tout Le Monde – Hr. Hvem som helst – er i stand til med »chokerende lethed« sideløbende at begå de værste ugerninger som Monsieur Tout Le Monstre – Hr. Det totale monster.
»At han (Dino Scala, red.) ikke blev afsløret noget før, er imidlertid stærkt usædvanligt og vidner om, at han havde en helt særlig evne og kontrol over sin modus operandi,« forklarer psykiateren til mediet Franceinfo.
Og det er den anden forklaring. Dino Scala var ekstremt dygtig til det, han gjorde. Det betød ikke blot, at han undgik at blive opdaget. Det var samtidig et incitament til at fortsætte.
Voldtægtsmanden, der straks efter anholdelsen tilstod de fleste af forbrydelserne, har til politiet fortalt, at han altid følte sig overset.
Hans forældre først og hans kone senere. Arbejdskammeraterne og selv folkene i fodboldklubben. Alle så de ned på ham og opfattede ham som »den evige nummer to«.
I forberedelsen og udførelsen af forbrydelserne kunne han derimod »sole sig i rampelyset« og »træde ud af den skygge«, han ellers levede i.
»Jeg elsker at gå i skjul og komme snigende,« sagde Dino Scala om overgrebene og tilføjede, at den tilfredsstillelse, de gav ham, kun i nogen grad var seksuel:
»Jeg følte mig stærk og i kontrol. Jeg er en jæger af natur. Slip mig løs i en skov, og jeg vil tilpasse mig, være i stand til at gemme mig.«
»Ingen er jo død«
Den tredje grund til, at Dino Scala gennem 30 år fik lov at sprede skræk og rædsel i og omkring byerne langs Sambre-floden, er måske den, som er sværest at acceptere for ofrene.
»I det meste af perioden var det fortsat almindeligt at give kvinderne selv en del af ansvaret, når de blev seksuelt overfaldet,« siger advokaten Emmanuel Riglaire, der repræsenterer to af ofrene, til Le Figaro.
Det betød, at mange af Dino Scalas tidlige overgreb ikke blev anmeldt, men først opdaget mange år senere, og denne omertà var med til at spænde ben for efterforskningen.
»Visse familier nægtede at tale med politiet og foretrak at holde overgrebene på deres piger hemmelige,« fortæller Annick Mattighello, der i begyndelsen af 2000erne var borgmester i en af de berørte byer.
Blandine Camus var blot 13 år, da Dino Scala overfaldt hende. Den i dag 33-årige kvinde er blandt de få ofre, som har valgt ikke blot at vidne i sagen, men også at stå frem i medier.
Den kommunistiske lokalpolitiker oplevede også, at politiledelsen foretrak at holde lav profil med det argument, at for megen opmærksomhed omkring sagen ville få gerningsmanden til at flygte.
»Underpræfekten (en højtstående embedsmand. red.) bad mig tie, fordi »ingen jo var død«. Det er ikke rart at tænke tilbage på,« siger Annick Mattighello til Le Figaro.
Sagen mod Dino Scala fortsætter indtil 1. juli, og det ventes, at retten vil følge anklagemyndighedens krav om 20 års fængsel.
Det vil være en lettelse for ofrene, at han næppe kommer på fri fod, før han er en meget gammel mand. Men for mange er skaden sket.
»Jeg har i årevis gået rundt med et konstant mareridt i hovedet,« lader et af ofrene forstå via sin advokat og tilføjer:
»Nu har jeg et ansigt at sætte på det, som skete dengang. Men jeg har stadig mareridt.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
