Intet er åbenbart så modbydeligt og ondskabsfuldt, at det ikke kan blive værre.
I hvert fald ikke, hvis man er kvinde i Indien og oven i købet tilhører den foragtede Dalit-befolkningsgruppe.
Det måtte en 13-årig pige sande, da hun mødte op på den lokale politistation for at anmelde en gruppevoldtægt.
Nogle dage forinden var pigen blevet bortført fra sit hjem nær Lalitpur, en mindre by godt 500 kilometer syd for hovedstaden New Delhi.
Fire unge mænd fra nabolaget havde tvunget hende med på en »drengetur« til nabodelstaten Madhya Pradesh som seksuelt forlystelsesobjekt.
Her voldtog de hende på skift, igen og igen, gennem fire uendelige dage. Og det er med god grund, at avisen The Indian Express bruger betegnelsen »voldtægtsoverlever« om pigen snarere end »offer«.
Den 26. april dumpede mændene den brutalt mishandlede 13-årige på politistationen, men det var dagen efter, at hun bevægede sig ind i sit helvedes inderste ring.
Vagthavende og voldtægtsmand
Pigen var eskorteret af en tante, da hun mødte op for at afgive forklaring og formelt anmelde forbrydelsen.
Tanten spillede tilsyneladende en endnu uafklaret rolle i forbindelse med de seksuelle overgreb. I hvert fald førte hun sin niece hen til et rum på politistationen, hvor den vagthavende betjent ventede.
Ikke på at høre pigens forklaring, men for selv at voldtage hende endnu en gang og på et sted, hvor hun mindst af alle burde frygte et nyt overgreb.
Det fremgår alt sammen af en anmeldelse indgivet af pigens mor, som onsdag blev offentliggjort i en række indiske medier.
Den vagthavende betjent, der ligesom tanten og de fire gruppevoldtægtsmænd er blevet anholdt, nægter sig skyldig.
Men deltstatsmyndighederne i Uttar Pradesh tager ingen chancer i den politisk eksplosive sag. Samtlige 29 politifolk til stede på stationen, mens det angivelige overgreb fandt sted, er blevet suspenderet.
»Vi vil være sikre på, at ingen forsøger at påvirke efterforskningen,« siger ledende politimand til The Indian Express.
Dødsstraf uden effekt
Indiske kvinder lever dagligt med risikoen for at blive ofre for gruppevoldtægter eller andre former for seksuelt misbrug, der uhyggeligt ofte finder sted i det enorme asiatiske land.
Det statslige National Crime Records Bureau registrerede i 2020 over 28.000 seksuelle overfald alene mod mindreårige kvinder.
Og hverken lovstramninger eller mediernes øgede fokus på voldtægterne gennem de seneste 10 år synes at have nogen effekt.
Det var sagen om en ung kvinde, der i 2012 blev gruppevoldtaget og senere dræbt af en buschauffør og adskillige passagerer i New Delhi, som åbnede indernes øjne.

Som en direkte konsekvens indførte Indien i 2018 dødsstraf for voldtægt af piger under 12 år.
Men lige meget har det hjulpet. Bestialske sager om voldtægt og halshugning af piger helt ned til ni år fortsætter med at dukke op. Og det går især ud over Dalit-kvinder.
Den laveste gruppe i Indiens for længst afskaffede kastesystem betragtes stadig ofte med foragt af andre befolkningsgrupper.
Og hindunationalismen, der med Narendra Modi som premierminister har siddet på regeringsmagten siden 2014, har ifølge analytikere kun gjort ondt værre.
Kræver flere kvindelige betjente
Sagen om den 13-årige pige rejser et andet og om muligt endnu mere bekymrende spørgsmål.
For hvis også politifolk deltager i misbruget, kan man så overhovedet tale om et indisk retssamfund, når det handler om seksuelle forbrydelser?
Eller som Priyanka Gandhi Vadra, der er generalsekretær for Kongrespartiet, formulerer det:
»Hvis politistationer ikke er sikre for kvinder, hvor skal de så gå hen med deres anmeldelser?«

Oppositionslederen har også en idé til, hvordan man – om ikke andet – kan komme i gang med at løse de monumentale problemer:
»Hvis man øger antallet af kvindelige ansatte på politistationer, ville det givetvis gøre politistationer til et sikrere sted for kvinder,« skriver hun på Twitter.
Også det socialdemokratiske Samajwadi-parti kræver handling.
»Delstatsregeringschefen (i Uttar Pradesh. red.) må fortælle os, hvor vores døtre, som er blevet ofre (for sexovergreb. red.) nu skal gå hen, når de ikke kan gå til politiet,« skriver partiet sarkastisk, ligeledes på Twitter.
Men hindumunken Yogi Adityanath, der leder Indiens mest folkerige delstat valgt for regeringspartiet Bharatiya Janata, er foreløbig tavs.
Det samme gælder hans chef, premierminister Narendra Modi.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa