Det var langtfra en sensation, at EUs stats- og regeringschefer natten til fredag måtte opgive at blive enige om fordelingen af EU-topposter.
Det manglende kompromis er endnu et eksempel på, hvor meget det knager i den tidligere så stærke tysk-franske akse. Inden topmødet lykkedes det ikke kansler Angela Merkel og præsident Emmanuel Macron at indtage noget, der bare lignede en fælles stilling – og på topmødet kæmpede de for hver sit synspunkt.