Margrethe Vestagers navn kom ikke i spil på den officielle del af EU-topmødet i Bruxelles.
Men det var der heller ikke nogle af de andre kandidaters navne, der gjorde. Det sagde kansler Merkel på en pressekonference tirsdag aften.
Ingen kandidater er derfor skudt ned men meget tyder på, at kansler Merkel er villig til at acceptere andre kandidater end tyskeren Manfred Weber.
Svær opgave
»Jeg tror, man må konstatere, at Donald Tusk sidder med en meget, meget svær opgave.«
Sådan sammenfattede Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den opgave, som stats- og regeringscheferne gav EUs formand.
Donald Tusk skal inden næste EU-topmøde midt i juni have fundet en kandidat til kommissionsformandsposten, som kan samle flertal både blandt stats- og regeringscheferne og i det nyvalgte Europa-Parlament.
EU »task force« hjælper
Til at assistere Tusk i denne opgave har han fået en række »hjælpere«.
Den portuguisiske premierminister António Costa og den spanske premierminister Pedro Sanchez skal hjælpe med at finde ud af, hvilken kandidat som i sidste instans kan vinde fremme blandt Europas socialister.
Hos de liberale har den belgiske premierminister Charles Michel og hans hollandske kollega Mark Rutte fået denne opgave, mens den lettiske regeringschef Arturs Krišjānis Kariņš og kroaten Andrej Plenković skal have særlig fokus på de konservative.

Pas på EUs handlekraft
På sin pressekonference slog kansler Merkel fast, at EU i den kommende tid ikke alene skal have fokus på at finde en kandidat, som her og nu kan samle flertal.
Mindst lige så afgørende er det, at parterne også forholder sig til, at »kampen om topposterne ikke skaber åbne sår«.
Kansleren frygter, at uenigheden kan spænde ben for andre vigtige opgaver i den nære fremtid.
Som hun påpegede, kan den nye kommissionsformand reelt udpeges, hvis bare et flertal af stats- og regeringscheferne er enige. Men vedtagelsen af det nye syvårige budget kræver derimod enstemmighed.
»Alle er opfordret til at være tolerante og kompromisvillige,« sagde Merkel, der heller ikke lagde skjul på, at de to partier i den tyske regering indtil videre støtter hver deres spidskandidat.
CDU/CSU går ind for den konservative Manfred Weber; socialdemokraterne (SPD) for den hollandske Frans Timmermans.
I Bruxelles tolkes udtalelsen som et tegn på, at Merkel i sidste instans kan være villig til at ofre Manfred Weber, der ellers officielt er hendes partis kandidat til posten som ny kommissionsformand - med henvisning til det vigtige budget.
Kanslerens udmelding kom i kølvandet på, at flere stats- og regeringschefer inden topmødet havde afvist, at de nogensinde kunne støtte Weber. Det gjaldt f.eks. den portugisiske premierminister Costa.
Del af en kabale
Kommissionsformandsposten er en del af en større kabale, hvor EU også skal blive enige om en ny formand for Det Europæiske Råd, en ny udenrigschef, formand for Europa-Parlamentet og en ny ECB-formand.

Flere stats- og regeringschefer betonede, at det var nødvendigt at finde den rette balance mellem køn, politisk familie, geografi osv.
Det er selvfølgelig ambitionen, men ifølge Donald Tusk kan det »i den virkelige verden være vanskeligt at finde den perfekte balance«.
På vej hjem til Paris udtalte den franske præsident Emmanuel Macron, at EU har »brug for de bedste. I europæisk presse er der blevet spekuleret i, om de danske EU-undtagelser kan spænde ben for Margrethe Vestagers kandidatur til kommissionsformandsposten.
Direkte adspurgt svarede Macron:
»Nøglen er, at de personer, der bestrider de mest politisk følsomme poster, er engagerede i det europæiske projekt, og at de er så karismatiske, opfindsomme og kompetente som muligt. Jeg har ingen andre betingelser.«