Scenen kunne vanskeligt være mere symbolsk:
Indenfor i Versailles-slottets berømte spejlsal skulle Emmanuel Macron og Charles 3. sidde og mæske sig i fransk cuisines fineste kreationer.
Samtidig ville »folket« udenfor fortsætte den seneste tids voldelige protester. Et tableau så sprængfyldt med revolutionsromantik, at den franske præsident ikke turde tage risikoen for, at det blev virkelighed.
På de sociale medier var sammenligningerne mellem Macron og kong Ludvig 16., der blev guillotineret i 1793, allerede begyndt at cirkulere.
Og fredag ved middagstid meddelte Élysée-palæet, at ikke blot den planlagte gallamiddag på Solkongens slot, men hele den britiske monarks statsbesøg i næste uge må vente til bedre tider.
Den højst usædvanlige aflysning skyldes »annonceringen af nye landsdækkende demonstrationer mod pensionsreformen tirsdag den 28. marts«, lød det i en kortfattet meddelelse.
Et tegn på, at situationens alvor langt om længe er gået op for Macron.
Så sent som onsdag afviste han i et tv-interview enhver dialog om sin reform og sammenlignede protesterne mod den med Trump-tilhængeres storm på den amerikanske kongres på i Washington, D.C. i 2021.
En provokerende overdrivelse, der har hidset franskmændene yderligere op, og som under kong Charles' besøg risikerede at ende i en selvopfyldende profeti.
Demonstranter satte ild til rådhus
Både omfanget og voldsomheden af de demonstrationer, der torsdag fyldte en række franske byer, er tydeligvis kommet bag på Macron.
Ifølge fagforeningerne, der havde indkaldt til protestdagen, var tre en halv million franskmænd på gaden, mens indenrigsministeriets bud lød på godt en million.
Det virkelige antal befinder sig formentlig et sted midtimellem, men under alle omstændigheder er det mange.
Samtidig udviklede demonstrationerne sig flere steder voldsomt – selv efter fransk målestok.
I Bordeaux satte menneskemængden ild til rådhuset – selvom den store, sydvestlige by regeres af en alt andet end Macron-venlig grøn borgmester.
En politistation i den bretonske by Lorient var tæt på at lide samme skæbne, og overalt i landet – herunder ikke mindst hovedstaden, Paris – var der hårde gadekampe.
Ifølge indenrigsminister Gérald Darmanins opgørelse tidligt fredag blev 457 demonstranter anholdt forskellige steder i landet, mens 441 betjente kom til skade under sammenstødene.
Brandvæsenet måtte rykke ud til over 900 ildspåsættelser alene i Paris.
Macron har forregnet sig
Det er alt sammen alvorligt nok. Men det værste for Macron er, at protesterne – med en fodboldmetafor – fortsætter langt ud over den ordinære spilletid.
Ændringer af de franske pensionsregler udløser, ligesom andre gennemgribende velfærdsreformer, rutinemæssigt en bølge af demonstrationer.
Normalt går luften ud af ballonen igen, når reformerne – ofte i en udvandet version – er blevet endeligt vedtaget.
Macron havde tydeligvis forventet, at det også ville ske denne gang.
Efter at reformen forrige fredag blev godkendt pr. dekret, og to mistillidsdagsordener mod regeringen mandag blev stemt ned, er spillet i teorien ude.
Hvis ikke den øverste franske retsmyndighed, statsrådet, griber ind – hvilket er usandsynligt – vil en gradvis forhøjelse af pensionsalderen fra 62 til 64 år allerede de kommende måneder gå i gang.
Alligevel gik hundredtusindvis af franskmænd torsdag på gaden, og alt tyder på, at også næste uges protester bliver et tilløbsstykke.
Ikke flere skud tilbage i bøssen
I onsdagens tv-interview slog Macron fast, at der ikke vil blive ændret så meget som et komma i pensionsreformen.
»Hvis jeg skal vælge mellem at gøre noget upopulært i nationens interesse og kortsigtet medgang i meningsmålingerne, ja, så påtager jeg mig gerne at være upopulær,« sagde præsidenten.
Problemet er, at modgangen ikke nødvendigvis bliver kortvarig, og spørgsmålet er nu, hvad Macron vil gøre, hvis protesterne fortsætter.
Det er svært at forestille sig, at en så selvbevidst politiker bider hovedet af al skam og åbner for en genforhandling af reformen.
Men hvad så?
Vil Macron de sidste fire år af sin embedsperiode forskanse sig i Élysée-palæet – i overført betydning og måske også i konkret forstand?
Eller vil han, som efter De Gule Vestes opstand, igen være i stand til at ride stormen af?
Problemet er, påpeger flere politiske iagttagere, at præsidenten ikke rigtig har flere skud tilbage i bøssen.
Hans gentagne løfter om lytte mere til sine landsmænd i stedet at trække reformer ned over hovedet på dem er gang på gang blevet gjort til skamme.
I sin meddelelse om aflysningen af den britiske konges statsbesøg skriver Élysée-palæet, at det »vil blive reorganiseret så hurtigt som muligt«.
Der kan godt komme til at gå en rum tid.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
