Danmarks nye ambassadør i Berlin bliver Susanne Hyldelund. Det sker efter en lynrokade i Udenrigsministeriet som følge af kritikken af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Den nu hjemsendte departementschef i Forsvarsministeriet og tidligere FE-chef, Thomas Ahrenkiel, blev 30. juni udpeget til ambassadør i Berlin. Men Udenrigsministeriet oplyser til Berlingske, at det nu bliver Susanne Hyldelund, der overtager posten.
»Med virkning fra 1. september udpeges Susanne Hyldelund som Danmarks nye ambassadør i Berlin,« oplyser Udenrigsministeriet til Berlingske.
Det er dermed et ambassadørvalg fra egne rækker. Susanne Hyldelund er direktør for Trade Council & Global Bæredygtighed i Udenrigsministeriet.
Den nyudpegede ambassadør har blandt andet tidligere været centerchef for Trade Council i Udenrigsministeriet og generalkonsul på generalkonsulatet i Shanghai.
Fra Udenrigsministeriet oplyser man, at skiftet omkring ambassadørposten er foregået meget hurtigt.
Så sent som i mandags blev det meddelt, at Thomas Ahrenkiel alligevel ikke som planlagt skulle overtage ambassadørposten i Berlin. Efter Forsvarsministeriets beslutning om, at han er fritaget for tjeneste indtil videre, meddelte Udenrigsministeriet i en e-mail til Ritzau, at »tjenestefritagelsen betyder, at Thomas Ahrenkiel ikke som planlagt tiltræder posten som ambassadør i Berlin per 1. september 2020«.
Forældre talte tysk
Danmarks nye repræsentant i Tyskland er en diplomat med lang erfaring fra en række poster i Udenrigsministeriet siden 1996, hvor der især har været fokus på dansk eksport.
I en kommentar i Berlingske i juli lovede Susanne Hyldelund, at Udenrigsministeriets repræsentationer i hele verden står klar til at hjælpe den danske eksportsektor med at overvinde de problemer og barrierer, som covid-19-pandemien har skabt:
»Danske eksportører vil i den kommende tid stå over for nogle meget svære strategiske beslutninger. Beslutninger, der skal tages hurtigt for at overbevise investorer, bestyrelsen, banken og revisoren om, at virksomheden har styr på fremtiden. F.eks. beslutninger om automatisering af produktion, CO2-aftryk, diversificering af indkøb og digital afsætning.
Også om nye markedsmuligheder med udgangspunkt i for eksempel grønne genopretningspakker,« skrev hun.
Susanne Hyldelund bliver kastet direkte ind på en post i den diplomatiske sværvægtsklasse som sin første ambassadørpost. Men det tyske sprog bliver ikke fremmed for Danmarks nye ambassadør i Berlin.
Hun er vokset op i Kolding, og i et interview med Jyllands-Posten under tiden som generalkonsul i Shanghai fortalte Susanne Hyldelund, at begge hendes forældre stammer fra grænselandet, og at de som tosprogede talte tysk hjemme, når de voksne skulle tale, uden at børnene lyttede med, samt at hendes mormor var født i Hamborg.