Tyskland har 16 forskellige sæt coronaregler – i Berlin koster det 4.000 kroner at glemme masken, få kilometer borte er det gratis

Kan det være rigtigt, at det kan koste flere tusinde kroner at droppe mundbindet i Berlin, men kun 300 kroner i Hamborg? Tyskerne kan ikke blive enige om coronarestriktionerne.

Hvem kan de tyske delstater på fingrene og ved, hvor grænserne mellem de tyske Länder går? Det kan i coronatider være en god idé at få styr på Tysklands politiske geografi, inden man begiver sig sydpå.

Det kan i delstaten Berlin eksempelvis koste næsten 4.000 kroner i bøde at rejse med tog eller bus uden at bære mundbind eller maske, men er man på en smuttur til Potsdam i nabodelstaten Brandenburg en halv times kørsel fra Berlin, slipper man for bøde. I delstaten Hamborg er bøden 40 euro – cirka 300 kroner.