Løkke kæmper videre for dagpenge og børnecheck i EU

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrede under en tale i Europa-Parlamentet de folkevalgte til at hjælpe Danmark ud af den knibe, han mener presser den danske velfærdsmodel.

Lars Løkke Rasmussen (V) var onsdag inviteret til at fortælle om sine visioner for EUs fremtid i Europa-Parlamentet. Francisco Seco

Det er altså en rigtig god suppe, danskerne får serveret med EU-samarbejdet.

Det fremgik tydeligt som statsministerens overordnede budskab, da han onsdag eftermiddag holdt en tale om »Europas Fremtid« for Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Men han benyttede alligevel muligheden for at udpege nogle ret betydelige hår i suppen:

»Inden for visse nøgleområder har jeg svært ved at forklare og forsvare EU,« lød det.

Statsministeren understregede, at den danske model udfordres af en ny EU-forordning om sociale rettigheder, der er på vej gennem systemet, forordning 883.

»Vi skal finde de balancer, der gør, at vores befolkninger stadig bakker op om den frie bevægelighed. Det gør de ikke, hvis man optjener retten til dagpenge allerede efter én dag. Det gør de ikke, hvis man kan hjemsende en børnecheck, der modsvarer mere end en månedsløn til børn, der bor i et andet land, hvor leveomkostningerne er langt lavere end i for eksempel Danmark,« lød det fra statsministeren.

Flere nederlag for Danmark

Det er ikke en ny holdning fra regeringen. Danmark har længe kæmpet mod forordning 883.

Siden i sommer har regeringen imidlertid lidt en stribe nederlag i kampen.

Det skete, da det hverken lykkedes at få indekseret børnepenge efter levestandard i medlemslande. Og det skete, da det heller ikke lykkedes at fastholde en dansk særregel om, at man først optjener retten til dagpenge efter tre måneder.

Ifølge et flertal i Ministerrådet skal der endda være muligt at optjene retten til dagpenge efter ikke en måned, som var første forslag, men efter kun én dag.

En svært skuffet beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har sagt, at EU ikke respekterer de nationale medlemsstater:

»Man begynder at se, at nogle af de ting, vi har opbygget i Danmark - den skandinaviske velfærdsmodel - på sin vis kommer under pres,« sagde han blandt andet i sommer til Ritzau.

Statsministeren har dog ikke givet op endnu og opfordrede i sin tale til, at de folkevalgte i parlamentet skulle hjælpe ham. Forordning 883 skal nemlig igennem Europa-Parlamentet til afstemning som næste skridt i processen.

»Der ligger en vigtig opgave for parlamentet her,« sagde han.

Eva Jung er Berlingskes EU-korrespondent.